
(fra venstre mod højre) Benny Dahl, Peter Helmig, Thomas Borbjerg Andersen, Søren Eiskjær og Martin Gehrchen fortalte om fremskridt indenfor rygkirurgien ved Grand Round.
Det er nu muligt at se videooptagelsen af det seneste Grand Round-foredrag d. 29. februar 2024. Her fortalte fagfolk om udviklingen i den rygkirurgiske behandling i Danmark i de seneste 10 år.
Her kan du se PowerPoint-præsentationen og videolinket, som ligger nederst på siden.
Denne artikel blev lagt på som foromtale inden arrangementet:
Der er sket betydelige fremskridt inden for den rygkirurgiske behandling i Danmark i de seneste 10 år. Til Grand Round om rygkirurgi d. 29. februar 2024 kl. 08.00-08.50 fortæller rygkirurger om de seneste fremskridt i den højt specialiserede rygkirurgi, hvor man i stigende grad tilpasser implantater i rygsøjlen til den enkelte patient.
Oplægsholderne på dagen er Professor Benny Dahl, overlæge Martin Gehrchen og overlæge Thomas Borbjerg Andersen, alle fra Afdeling for Led- og Knoglekirurgi på Rigshospitalet. De bliver flankeret af overlæge Peter Helmig fra Rygkirurgisk Sektor på Aarhus Universitetshospital og overlæge Søren Eiskjær fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Link til livestreaming
Grand Round-arrangementet kan følges live online. Alternativt kan man møde op fysisk i Auditorium 1 og 2 på Rigshospitalet, Blegdamsvej, eller i Auditorium A på Rigshospitalet i Glostrup. BEMÆRK at dørene ind til Auditorium 1 lukkes kl. 07.58 af hensyn til livestreamingen og oplægsholderne.
Kirurger bliver guidet af realtidsbilleder
Et centralt element i udviklingen af den specialiserede rygkirurgi i disse år er perioperativ navigation, som indebærer brugen af realtidsbilleder og præcise anatomiske data til at hjælpe kirurgens navigation under en operation. Ved at integrere billedbehandlingsteknologi med kirurgiske instrumenter kan kirurgen nøjagtigt identificere og lokalisere målområder, navigere omkring vitale strukturer og guide indsættelse af implantater eller kirurgiske indgreb. Til Grand Round-arrangementet vil Benny Dahl fortælle om den historiske udvikling i perioperativ navigation og forklare, hvordan teknologien bidrager til at forbedre sikkerheden, nøjagtigheden og resultatet af operationen.
På dagen vil oplægsholderne give eksempler på, hvordan perioperativ navigation har bidraget til væsentlige fremskridt for blandt andre børn med medfødte rygdeformiteter og til patienter med en kræftsvulst i rygsøjlen – samt fortælle om de øgede muligheder for at reducere røntgenstråling i rygkirurgien, når man anvender perioperativ navigation.
Til patienter, der skal have opereret implantater ind i rygsøjlen, anvender man i stigende grad implantater specifikt fremstillet til den enkelte patient ud fra en præoperativ simulering af den planlagte operation. Denne fremgangsmåde vil på dagen blive illustreret gennem en case.
Foruden oplægsholderne deltager cheflæge Jens Hillingsø fra Afdeling for Organkirurgi og Transplantation og professor Andreas Røder fra Afdeling for Urinvejskirurgi i en paneldiskussion om fremtiden ved anvendelse af navigation, bl.a. med fokus på værdi for patienterne, sundhedsøkonomiske aspekter, oplæring af fremtidens rygkirurger, og hvordan man sikrer samarbejde på nationalt plan.
Program for Grand Round
1. Udviklingen af perioperativ navigation
Professor Benny Dahl fra Afdeling for Led- og Knoglekirurgi vil give en oversigt over udviklingen i anvendelsen af perioperativ navigation inden for højt specialiseret rygkirurgi.
2. Navigation ved fjernelse af primære tumorer i rygsøjlen
Overlæge Peter Helmig fra Rygkirurgisk Sektor på Aarhus Universitetshospital præsenterer en case, hvor perioperativ navigation anvendes ved resektion af en primær tumor i columna.
3. Simulation og specialfremstillede rygimplantater hos voksne
Sektionsleder, overlæge Martin Gehrchen præsenterer en case med gennemgang af præoperativ simulation og anvendelse af specialfremstillede rygimplantater.
4. Strålereduktion og navigation i rygkirurgi
Overlæge Søren Eiskjær fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital fortæller, hvordan man kan reducere røntgenstråling i forbindelse med anvendelse af navigation ved rygkirurgisk behandling.
5. Navigation ved operation af medfødte børnerygdeformiteter
Overlæge Thomas Andersen præsenterer en case, hvor perioperativ navigation anvendes hos et barn, der bliver opereret for en medfødt deformitet af rygsøjlen.
6. Paneldiskussion
Paneldeltagere: