
Overlæge Ronan Martin Griffin Berg er udnævnt til ny professor i lungefysiologi. Med sit fokus på kroniske lungesygdomme, især kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), forsker Ronan Berg i, hvordan forebyggelse og bedre behandling kan optimere livskvaliteten for de berørte patienter.
Forskning i fysisk trænings indvirkning
I sit professorat vil Ronan Berg undersøge, hvordan højintensiv intervaltræning, også kaldet HIIT, påvirker lunger, hjerte og kredsløb.
- Mit mål er at forstå, hvordan fysisk træning kan fremme lungernes regenerative kapacitet, siger Ronan Berg.
- I vores primære studie ønsker vi at udvikle rehabiliteringsmetoder, der ikke blot lindrer symptomer, men også kan bremse eller vende sygdommens udvikling. Vi søger svar på om denne type træning kan medføre ”lungevækst” ved skanninger på Rigshospitalet. Og måler om blodgennemstrømningen til lunger og muskler forbedres som en effekt af HIIT-træning, fortæller Ronan Berg.
Selvom forskningen primært retter sig mod KOL-patienter, vil resultaterne også kunne gavne personer med f.eks. post-COVID-19-lungeproblemer samt patienter, der har gennemgået lungetransplantation.
- Potentielt kan vi hermed skabe bedre behandlingsmuligheder for en stor gruppe patienter, siger Ronan Berg.
Brobygning mellem forskning og praksis
I sin forskning ønsker Ronan Berg at bygge bro mellem grundforskning og klinisk forskning indenfor feltet rehabilitering. Det er hans store håb, at resultaterne af hans undersøgelser kommer helt ud i patienternes egne hjem, hvor træningen gerne skal være med til at forbedre deres livskvalitet. Før det kan blive virkelighed for patienterne, skal forskningsresultaterne implementeres i den kliniske praksis og i den kommunale rehabilitering. Det er desuden planen med Ronan Bergs forskergruppes resultater, at de vil bidrage afgørende til etableringen af internationale kliniske retningslinjer for træning af patienter med KOL.