

Sophie Engelhardt, 27 år, reservelæge i introstilling, Afdeling for Patologi. Har været ansat siden maj 2023.
- Jeg er oprindelig fra Tyskland, men jeg har læst og hørt meget godt om Danmark og har været i dansk praktik. Da jeg blev færdig med medicinstudiet i Tyskland, søgte jeg introstillingen her. Jeg har altid haft en interesse i patologi, som er et fedt, men lidt undervurderet speciale, fordi vi ikke har direkte patientkontakt.
- Her modtager vi prøver fra patienterne, som for eksempel kan være et stykke af en tarm fra en patient, der skal undersøges for tarmkræft, eller en prøve fra en patient med betændelse i galdeblæren. Mit job er så at foretage de grundlæggende undersøgelser, som skal til for at stille den rigtige diagnose og sikre patienten den korrekte behandling. På den måde er der et stort ansvar knyttet til specialet. Jeg skal være grundig, for at de kliniske kolleger kan arbejde videre med mine fund, og jeg skal ikke være for hurtig i mine beslutninger, for de har stor betydning for patienten.
Hvad er det bedste ved dit arbejde?
- Det er lidt af et detektivarbejde, hvor jeg kombinerer mange informationer for at finde ud af, hvad patienten fejler. Jeg laver udskæringer af vævet, kigger på cellerne i mikroskop og læser op på patienthistorien for at stykke et helhedsbillede sammen. Man føler sig lidt som Dr. House, når man skal finde nålen i høstakken. Selvom vi ikke får den direkte taknemmelighed fra patienterne, ved jeg, at jeg hjælper og spiller en vigtig rolle.

Hvad har gjort størst indtryk på dig?
- Første gang jeg analyserede en vævsprøve fra endetarmen og fandt kræftceller, fik jeg hjertebanken, fordi jeg ved, at det betyder en kæmpe livsomvæltning for patienten. Det kan betyde, at patienten skal have fjernet sin endetarm og have en stomi. Det forandrer livet, og det er jeg virkelig bevidst om. Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke glemmer, at der sidder en patient i den anden ende, for hvem mine fund betyder alt.