
Foto: Oplægsholderne til denne Grand Round er (fra venstre) afdelingslæge og forsker Liv Andrés-Jensen, læge og forsker Ulrik Stoltze og teamoverlæge Lisa Hjalgrim.
Det er nu muligt at se videooptagelsen af det seneste Grand Round-foredrag d. 28. september 2023. Her fortalte klinikere fra Afdeling for Børn og Unge nyt om tidlig genetisk diagnosticering og behandling af kræft hos børn og unge – og om en ny metode til evaluering af behandlingerne.
Her kan du PowerPoint-præsentationen og videolinket, som ligger nederst på siden.
Denne artikel blev lagt på som foromtale inden arrangementet:
Overlevelse hos børn med kræft har været stærkt stigende over de seneste årtier, som har budt på banebrydende resultater gennem internationale forskningssamarbejder. Til Grand Round d. 28. september kl. 08.00-08.50 kan alle interesserede høre om de seneste fremskridt inden for diagnosticering og behandling af børnekræft - og om syndromer, som giver en forøget risiko for at udvikle kræft.
Mulighederne for at bruge avanceret genetisk screening og avanceret laboratorieanalyse til både diagnosticering og behandling er i rivende udvikling. Fagfolk fra Afdeling for Børn og Unge på Rigshospitalet vil på dagen fortælle om arbejdet med at forstå og behandle alvorlige tilfælde af børnekræft, om det kontinuerlige arbejde med at forbedre forståelsen af genetiske årsager til kræft og om nye metoder til at evaluere behandlingerne. Oplægsholderne på dagen er teamoverlæge Lisa Hjalgrim, læge og forsker Ulrik Stoltze og afdelingslæge og forsker Liv Andrés-Jensen.
Grand Round-arrangementet er åbent for alle interesserede og livestreames her.
Man kan møde op fysisk i Auditorium 1 på Rigshospitalet, Blegdamsvej, hvor arrangementet afholdes - eller i Auditorium 2 samme sted. Denne gang byder hospitalsdirektør Rasmus Møgelvang dog velkommen fra Auditorium C på Rigshospitalets Glostrup-matrikel, hvor man også kan følge livestreamingen af arrangementet. BEMÆRK at dørene ind til auditorierne lukkes kl. 07.58, da folk ellers forstyrrer videoproduktionen og oplægsholderne.
Et normalt børne- og ungdomsliv er afgørende
Rigshospitalets børnekræftafdeling har siden 2017 analyseret helgenomsekventeringsdata på danske børn med kræft. Målet er at identificere de ca. 10 % af børnene, der bærer et prædispositionssyndrom for kræft – og dermed har en betydelig øget risiko for udvikling af både primær og sekundær kræft. Til arrangementet kan man høre om en helt ny analysemetode, der muliggør kortlægning af hundredvis af gener til en pris af blot 20 kr. per individ. Med denne teknologi vil forskergruppen kortlægge genvarianter hos 200.000 voksne og 100.000 nyfødte for at afdække, om teknologien kan anvendes til fremtidig screening af nyfødte for alvorlige sygdomme.
Fagfolkene fortæller også nyt om den seneste viden inden for de livstruende, akutte bivirkninger, der kan opstå under en kræftbehandling. Det kan fx være kronisk betændelse i bugspytkirtlen, blodpropper eller hjerneskader. Rigshospitalet koordinerer et globalt netværk, der dels udreder en lang række af disse bivirkninger, dels har udviklet et nyt mål for kvaliteten af kræftbehandling: ”Severe Toxicity-Free Survival”, der kan integrere alvorlige bivirkninger og overlevelsesresultater af en given kræftbehandling for både børn og voksne. Hør mere om dette under arrangementet.
Når man får kræft i børne-og ungdomsårene, er opretholdelse af et hverdagsliv under behandlingen af afgørende betydning for at vende tilbage til et normalt børne- og ungeliv efterfølgende. Oplægsholderne vil komme ind på, hvordan familier, venner og skole kan inddrages på et tidligt tidspunkt i behandlingsforløbet, så børnene har et socialt netværk at vende tilbage til.
For mere information om nuværende og tidligere Grand Round-arrangementer besøg rigshospitalet.dk/grandrounds.
Program for Grand Round om kræft hos børn og unge
1. Børneonkologisk overblik
Overlæge og teamleder Lisa Hjalgrim fra Afdeling for Børn og Unge giver et overblik over, hvordan det går med kræftforskningen, behandling og hjemmehandling af børn og unge med kræft i Danmark.
2. Arvelig disposition til kræft og andre alvorlige sygdomme
Læge og forsker Ulrik Stoltze fortæller om udviklingen af nye genbaserede analysemetoder til tidligt at identificere børn, der er i særlig risiko for at udvikle kræft eller en anden sygdom.
3. Bivirkninger ved kræftbehandling
Læge og forsker Liv Andrés-Jensen fra Afdeling for Børn og Unge fortæller om erfaringerne med at drive et globalt netværk, hvor fagfolk bistår hinanden i at udrede og kortlægge akutte og permanente bivirkninger, som risikerer at ramme børn under et behandlingsforløb for kræft.
4. Paneldiskussion
Diskussion om de etiske udfordringer ved helgenomsekventering af nyfødte for prædispositioner til udvikling af kræftsygdomme. Paneldeltagerne er:
- Antropolog Ayo Wahlberg fra Københavns Universitet
- Professor, overlæge og klinisk genetiker Anne-Marie Gerdes fra Afdeling for Genetik på Rigshospitalet.