Gå til hovedindhold

Christina Sølvsteen Lunde er ny chefsygeplejerske for hjerte- og lungekirurgi

Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi henter ny chefsygeplejerske fra lederstilling på Københavns Professionshøjskole. Hun er uddannet intensiv- og anæstesisygeplejerske og tilbringer fritiden med håndværk, hunde, familie og friluftsliv

​Christina Sølvsteen Lunde er chefsygeplejerske i Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi.​


Der er tale om et comeback til Rigshospitalet for Christina Sølvsteen Lunde, der den 13. november er tiltrådt stillingen som chefsygeplejerske i Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi på Rigshospitalet. 

For godt 10 år siden var Christina Sølvsteen Lunde, der er uddannet intensiv- og anæstesisygeplejerske, med til at opbygge et semiintensivt afsnit i Center for Kræft og Organsygdomme. Siden har hun været oversygeplejerske på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, ansvarlig for specialuddannelsen i anæstesiologisk sygepleje og senest leder af sygeplejerskeuddannelsen på Københavns Professionshøjskole. 

- Jeg har glædet mig til at vende tilbage til hospitalsverdenen, hvor patienterne er rettesnor for beslutningerne. Som intensiv- og anæstesisygeplejerske har jeg altid arbejdet med omdrejningspunkt i luftveje, vejrtrækning og cirkulation, så jeg glæder mig til at arbejde med det nærliggende speciale hjerte- og lungekirurgi. Og så er Hjertecentret et specielt sted, hvor sygeplejen har høj status, og der bliver forsket meget i sygepleje, siger Christina Sølvsteen Lunde, der sammen med cheflæge Jesper Ravn udgør afdelingsledelsen. 

Ledelse med psykologisk tryghed

Ud over regionens lederuddannelse har Christina Sølvsteen Lunde en master i trivsels- og ressourcepsykologi fra Aarhus Universitet. 

- Det handler om at se folks styrker og dyrke det, de er gode til, for at styrke fagligheden. Det ligger let til mennesker at fokusere på det, der går dårligt, og det er man selvfølgelig også nødt til at tale om. Men mennesker vokser mest af at blive bekræftet positivt, siger Christina Sølvsteen Lunde og tilføjer, at hun som leder lægger stor vægt på psykologisk tryghed. ​

Privat er Christina Sølvsteen lunde gift og mor til to store børn. Fritiden går med sportsgrene som alpinski, stand up padle og fitness, islandsk lyrik, to hunde og store familiemiddage, når hun ikke renoverer sit sommerhus eller huset i Charlottenlund.  

Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi på Rigshospitalet:
  • Afdelingen udfører hjerte- og lungeoperationer, for eksempel bypass, operation for KOL, hjerte- og lungetransplantation, udskiftning og reparation af hjerteklapper og fjernelse af kræft i lunger og spiserør. 
  • I afdelingen opereres børn og voksne med medfødt hjertesygdom.
  • Hvert år foretages omkring 1.400 åbne hjerteoperationer, 35 hjerte- og lungetransplantationer og 1.200 store lungeoperationer.
  • Der forskes blandt andet i indlæggelsestid og i at gøre operationer mere skånsomme. 
  • Afdelingen har omkring 150 medarbejdere.​
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden