​​

NY på Rigshospitalet

​”Hjertet er endnu federe end hjernen”



Sandra Sidenius Jensen, 24 år, sygeplejerske på Afsnit for Hjertesygdomme, intensiv behandling, i Afdeling for Hjertesygdomme. Har været ansat på Rigshospitalet siden 1. september 2022.​

- Mit arbejde går ud på at observere patienterne og holde tæt øje med, hvordan deres tilstand udvikler sig, så jeg hele tiden kan være to skridt foran og forebygge en eventuel forværring. Det er blandt andet hjertestoppatienter, som stadig er bevidstløse, når de kommer til os, patienter som lider af akut eller kronisk hjertesvigt og patienter med betændelse i hjerteklapperne. Selvom vi har meget højteknologisk udstyr, er det stadig vigtigt at holde grundigt øje med patienterne. Jeg kigger blandt andet på deres vejrtrækning, farve og pupiller og tjekker, om de har væskeophobninger, om de er varme og tørre eller kolde og klamtsvedende, har blødninger eller belægninger i munden, og om deres bryst udvider sig symmetrisk.​​

- Jeg føler mig heldig, at jeg allerede som nyuddannet har fundet det allerfedeste speciale. Jeg har været i praktik først på neurointensiv og senere i fasttracken, hvor vi tog imod patienter i intensivt opvågningsforløb efter hjertekirurgi. Der fandt jeg ud af, at hjertet er endnu federe end hjernen. Det er jo hele kroppens motor, og hvis man er syg i hjertet, kan det påvirke så mange andre ting – vejrtrækningen, leveren, nyrerne, tæerne… Hele kroppen har brug for, at hjertet transporterer ilt rundt, så jeg lærer meget om hele systemet. 

Hvad er det bedste ved dit arbejde?

- Det rummer både den basale sygepleje og fordybelsen. Jeg skal ikke skynde mig, men kan være grundig og dykke ned i detaljerne i det naturvidenskabelige, anatomien og sygdomslæren. For eksempel sådan noget som at analysere blodgasser, synes jeg er enormt spændende. Det er samtidig et meget meningsfyldt arbejde, især kontakten til de pårørende. De oplever måske, at en, de elsker, er blevet hjerneskadet eller skal dø. Der er min opgave bare at være til stede for dem uden at skulle fikse noget og at give dem et kram, når der er brug for det. 

Hvordan er det at være ny på et intensivafsnit?

- Der er faktisk noget meget trygt ved at være på intensiv, fordi jeg kun har én patient ad gangen at holde styr på, og som jeg kan fordybe mig i, i stedet for at gå frem og tilbage mellem flere. De hårde samtaler med patienter og pårørende er kommet meget naturligt, og jeg føler ikke, at min alder betyder så meget for dem. Uniformen giver noget autoritet, så jeg tror, de først og fremmest ser en sygeplejerske, ikke en ung kvinde. Jeg er altid meget tydelig omkring, at jeg kun svarer på de ting, jeg ved med sikkerhed. Jeg kender mine grænser, og hvis jeg er i tvivl om noget, spørger jeg mine kollegaer. Det, tror jeg også, er med til at give patienterne tillid til mig.




Redaktør