En dag som sygeplejerske

​Unge kan snuse til sygeplejefaget ved at følge med en ven på arbejde på Rigshospitalet. Det har Marie Gaard Petersen gjort. 

Marie Gaard Petersen (t.v.) fulgte sygeplejerske Idun Tresse på en arbejdsdag for at blive klogere på sit studievalg.​​​


Det kan være svært at vælge uddannelse. 21-årige Marie Gaard Petersen er stadig i tvivl, om hun vil være sygeplejerske eller ergoterapeut.

- Jeg har læst og hørt meget om at være sygeplejerske, men ikke oplevet det. Jeg ved, at jeg gerne vil arbejde for og sammen med andre, men en af grundene til, jeg tøver, er en bekymring for, om der er for travlt.  Man hører meget om stress og dårlige forhold. Så jeg vil gerne finde ud af, hvordan en dag ser ud fra ende til anden, siger Marie Gaard Petersen, der i dag følger i fodsporene på Idun Tresse, der er sygeplejerske i Afdeling for Led- og Knoglekirurgi.

Ud på formiddagen har hun blandt andet været med til at give medicin, tilset operationssår, givet en patient et sengebad og været med til at udskrive en anden. Besøget er kommet i stand som led i en ny ordning, der giver sygeplejestuderende mulighed for at invitere en ven med på arbejde. Håbet er, at et større kendskab til faget vil medvirke til, at flere søger ind på uddannelsen. Der er dog ingen studerende i afdelingen i øjeblikket, så Marie Gaard Petersen har i stedet fået lov at følge med Idun Tresse.

- Jeg er vildt glad for muligheden og synes, at alle skulle have lov at prøve det. Det er forvirrende at vælge studie, og jeg synes faktisk, det er synd for dem, som ikke har muligheden for at komme med ud og prøve det, fordi de ikke kender nogen, siger Marie Gaard Petersen, der også har lavet aftale om at prøve en dag som ergoterapeut.

Idun Tresse, der selv har været i afdelingen i knap et år, finder også god mening i at give unge muligheden for at prøve en arbejdsdag.

- Da jeg selv studerede, var det næsten halvdelen, der droppede ud efter praktikken på første semester, siger hun.

Marie Gaard Petersen stemmer i:
- Ja, man kan godt få et chok, hvis ikke man har snuset til det før, når man pludselig står med blod og sår og finder ud af, at ting kan lugte.

Læs mere om ordningen på www.rigshospitalet.dk/tagenvenmed





Redaktør