Nyt studie: Så meget betyder plantebaseret kost for dit kolesteroltal

​​Det hidtil største studie, der undersøger effekten af vegetarisk og vegansk kost, viser at man kan sænke det dårlige kolesterol med op til 14% ved at spise plantebaseret. Med en plantebaseret kost igennem livet, kan man reducere sin risiko for blodprop i hjertet betydeligt. 



I et nyt studie er samtlige kliniske lodtrækningsforsøg, der tester vegetarisk og vegansk kost mod almindelig kost blevet lagt sammen, så et samlet estimat af effekten på kolesterol kunne udregnes. Resultaterne er netop publiceret i et af verdens førende hjerte-tidsskrifter, European Heart Journal. 

Lægestuderende Caroline Amalie Koch, læge og ph.d.-studerende Emilie Westerlin Kjeldsen, og professor, overlæge Ruth Frikke-Schmidt fra Afdeling for Klinisk Biokemi på Rigshospitalet og Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet har udført undersøgelsen. De ser mange perspektiver i resultaterne.

”Vi finder, at vegetarisk og vegansk kost forårsager en 14% reduktion i det dårlige kolesterol, hvilket svarer til en tredjedel af effekten af at tage kolesterolsænkende medicin. Hvis man for eksempel starter med at spise en plantebaseret kost i starten af 40’erne, svarer det til at ens risiko for hjertekarsygdom vil være reduceret med ca. 20%, når man er midt i 50’erne. Det er en betydelig reduktion, som vil kunne få stor betydning for folkesundheden både lokalt og globalt”, siger Caroline Amalie Koch. 

Effekt i hele verden

Studiet har også set på, om der er forskel i resultaterne på tværs af verdensdele. 

”Et af de vigtige fund i undersøgelsen var, at effekten af vegetarisk og vegansk kost på det dårlige kolesterol, var ens i forskellige globale regioner, og uafhængig af alder og sygdomsstatus”, fortæller Emilie Westerlin Kjeldsen.

De nye resultater kommer på et vigtigt tidspunkt, understreger Ruth Frikke-Schmidt.

”Nye data fra Verdenssundhedsorganisationen viser, at hjertekarsygdom stiger i både høj-, middel- og lavindkomstlande. Efter en lang periode, hvor forekomsten af hjertekarsygdom er faldet i højindkomstlande, stiger hjertekarsygdom nu igen i befolkningen”. 

Hun peger på, at der er brug for ambitiøs tidlig forebyggelse på befolkningsniveau nu, og her kan en plantebaseret kost implementeret bredt være en meget vigtig spiller.

”Kolesterol-sænkende medicin er mere effektiv end plantebaseret kost, og har lægen udskrevet kolesterol-sænkende medicin, er det meget vigtigt, at man tager den. En sund plantebaseret kost, der følger de nationale kostråd og anbefalinger fra patientforeninger er et vigtigt supplement for patientgrupper”, siger Ruth Frikke-Schmidt.

Hjælper både helbred og klima

Fødevareinstituttet på DTU har udregnet, at kostens klimaaftryk kan reduceres med 20-35% ved at reducere mængden af animalske fødevarer eller med 45-50% ved at overgå til veganske kostformer. 

”Plantebaseret kost er derfor central for at ændre vores fødevareproduktion til at blive mere bæredygtig, samtidig med at den reducerer risiko for hjertekarsygdom. Som anbefalet af de nationale officielle kostråd, der gælder for alderen 6 til 65 år, bør vi spise planterigt, varieret og ikke for meget, og slukke vores tørst med vand”, tilføjer Caroline Amalie Koch.

Link til De Officielle Kostråd

Se artiklen fra European Heart Journal her

Se editorial fra European Heart Journal her

For yderligere oplysninger kontakt venligst

Professor, overlæge Ruth Frikke-Schmidt på mobil 22812081 eller mail ruth.frikke-schmidt@regionh.dk






Redaktør