I den nye seniorordning for jordemødre på Rigshospitalet, lægger jordemødrene over 65 selv deres vagtskema og melder timerne ind til vagtplanlæggeren. De kan for eksempel arbejde 37 timer i én uge og holde fri ugen efter, eller melde ind, at de skal på forlænget weekend, men tager nattevagter i ugen op til.
En af de jordemødre, der er glade for at være med i ordningen, er Kirsten Byder. Hun er 69 år og arbejder 18,5 timer om ugen.
- Nu kan jeg tillade mig at rejse i påsken eller tage i sommerhus med børnebørnene, og jeg har for første gang i 40 år haft tre ugers sommerferie. Så tager jeg til gengæld lidt ulempevagter i hver ende, fortæller Kirsten Byder, der har arbejdet på Rigshospitalet i 1976-1994 og igen fra 2005 til nu.
Kirsten Byder igang med at undersøge en gravid (foto: Rigshospitalet)
Kirsten Byder er glad for muligheden for at blive på arbejdspladsen i stedet for at gå på pension.
- Så længe jeg kan mærke, at jeg stadig kan bruges til noget, vil jeg gerne fortsætte. De unge bruger mig og spørger mig til råds, og jeg kan mærke, de lytter, når jeg tager telefonen og giver gode råd, fortæller Kirsten Byder, der samtidig understreger, at hun på den anden side får god hjælp af de ’unge’ til andre ting, fx særlige funktioner og bestillinger i SP.
Kirsten Byder deler også gerne ud af sine erfaringer fra 'gamle' dage, særligt når hun er på vagt sammen med andre kolleger på seniorordningen.
- Når der er tid til det, deler vi gerne ud af vores erfaringer, og vi kan høre, at folk er ved at falde ned af stolene, når de hører, at man for eksempel i ’gamle dage' røg cigaretter under vagtoverleveringen, og hvis man skulle køre en CTG (hjertelydskurve) på et barn i maven på en gravid, var der kun én stor maskine i huset, man kunne bruge. Ellers brugte man jo bare lytterøret, fortæller Kirsten Bryder med et smil.
Hun regner med at blive ved længe endnu:
- Jeg har ikke sat en dato for at stoppe, men jeg ville stoppe, hvis jeg begyndte at blive bange for at lave fejl, eller hvis jeg blev syg, fortæller Kirsten Bryder.
Kirsten Byder i gang med at undersøge en gravid med et lytterør (Foto: Rigshospitalet)
Seniorordningen for jordemødrene omfatter i øjeblikket cirka 10 jordemødre i alderen 65 – 75 år, og det fungerer rigtig godt. Det fortæller chefjordemoder på Rigshospitalet Trine Lind.
- Den betyder, at vi kan fastholde nogle meget erfarne og dygtige jordemødre, der binder hele afdelingen sammen og har oplevet ting gennem et helt jordemoderliv, som man ikke kan læse sig til. Det kommer hele afdelingen til gode, forklarer Trine Lind.