​​​

Hjerneskadepatienter flytter til specialdesignet nybyggeri

​Patienter med hjerneskade er overflyttet til Bodil Eskesen Centret i Glostrup, der er bygget særligt til behandling og genoptræning af hjerne- og rygmarvsskader.


En hjerneskade rammer patienten pludseligt. Typisk efter et hjertestop, hjerneblødning eller en trafikulykke. Genoptræningen efter en hjerneskade starter umiddelbart efter indlæggelsen, selvom en stor del af patienterne end ikke er ved bevidsthed, når de bliver indlagt. De fleste patienter er indlagt i flere måneder. 

Med Rigshospitalets nye bygning, Bodil Eskesen Centret, får patienter med hjerne- og rygmarvsskader helt nye og specialtilpassede genoptræningsforhold. 13 patienter med hjerneskade er 1. juni overflyttet til Bodil Eskesen Centret, der har plads til i alt 125 patienter fra hele Østdanmark.  

Træning inde og ude 

- I Bodil Eskesen Centret får patienter med hjerne- og rygmarvsskader optimale genoptræningsforhold på internationalt niveau. Alt fra sengestuer og træningsrum til haven rundt om bygningen er tilpasset netop de patienter og skaber de bedste forudsætninger for en god og tidlig genoptræning, siger Louise Lund-Møller, chefsygeplejerske for Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader. 

Bodil Eskesen Centret har enestuer med god plads til kørestol eller andet hjælpeudstyr, træningskøkkener, en multihal til blandt andet gang- og kørestolstræning, for de patienter der er langt i deres genoptræning, og mindre træningssale. Bygningen rummer også et træningsbassin, der måler 7 gang 15 meter. 

I træningshaven kan forskellige typer belægning, sten og trin bruges til gang- og kørestolstræning.  

Plads til pårørende 

De pårørende får, ligesom patienterne, vendt deres liv på hovedet på et øjeblik, når familien rammes af en hjerneskade. Bodil Eskesen Centret er bygget med god plads til de pårørende, så de kan være tæt på deres indlagte familiemedlem.

Familiehuset bliver bygget ved siden af med 11 lejligheder til pårørende, som kommer langvejs fra, eller hvor der er særligt behov for, at de er tæt på patienten. Familiehuset forventes at åbne i efteråret 2023. 

Behandling af rygmarvsskader og hjerneskader samles 

Afsnittet for hjerneskader flytter fra Hvidovre Hospital, hvor de har haft udefunktion. For en uge siden flyttede patienter med rygmarvsskader ind i bygningen. Funktionerne er samlet i Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader.  

- Både for behandlingen og forskningen er det en stor styrke at samle de to fagområder et sted. For både patienter med hjerne- og rygmarvsskade betyder flytningen en bedre overgang fra intensivbehandling til vores behandling og genoptræning, som vi kan komme tidligere i gang med, siger Mette Lindelof, cheflæge for Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader.


​Fakta om Bodil Eskesen Centret

Bygget til behandling og genoptræning af patienter med hjerne- og rygmarvsskader

Patienter fra hele Østdanmark, herunder også Grønland og Færøerne

25.000 m2 med 125 enestuer, ambulatorier, multihal og træningsbassin

Træningshave med orangeri anlagt rundt om bygningen til patienter og pårørende

Familiehus til pårørende

Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader, der i dag er placeret både i Hornbæk og på Hvidovre Hospital flytter ind i bygningen




Redaktør