
Hver sommer bliver mange tusinde danskere bidt af de små flåter, der gemmer sig i naturen. Cirka 4.000-5.000 gange årligt sker det, at de ottebenede mider overfører bakterien Borrelia burgdorferi, der giver borreliose.
I værste fald kan sygdommen sætte sig i hjertet eller i leddene eller – som det sker 180-200 gange om året - i nervesystemet, hvor den for eksempel kan give ansigtslammelse.
Selvom bakterien borrelia findes i tarmsystemet hos flåter over hele Danmark - også i parker og private haver - er der ikke grund til at begrænse sin adfærd, siger overlæge Helene Mens fra Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet.
- Man skal ikke være bange for naturen. Men man skal være opmærksom og kigge huden efter for flåter. Der er rigtig gode muligheder for at behandle borrelia med en antibiotikakur, hvis uheldet er ude, og derfor ser vi meget få mennesker, der får varige mén eller senfølger af borreliose, fortæller hun.
Flåtsygdomme breder sig i Danmark
Mere alvorlig er TBE (Tick-borne encephalitis), som i modsætning til bakterien Borrelia burgdorferi er en virus. I Danmark er TBE-virus fundet i flåter på Bornholm og i Tisvilde Hegn, men det tyder på, at virus har spredt sig til andre områder i Nordsjælland. Det er dog vigtigt at understrege, at antallet af personer, der findes smittede, fortsat er meget lavt, siger overlæge Anne-Mette Lebech, der er leder af Rigshospitalets enhed for flåtoverførte infektioner.
- Ser man på de områder, hvor TBE findes i Sverige, er der også sket en spredning. En del af de cirka 15 danskere, der bliver rigtig syge med TBE hvert år, er blevet smittet i Sverige, fordi de for eksempel har opholdt sig på deres ødegård. Særligt udsatte personer kan overveje at blive vaccineret mod TBE-virus, siger Anne-Mette Lebech.
Særligt udsatte kan være voksne og børn over et år, som opholder sig længe i de områder, hvor sygdommen findes.
Særligt hvis man er i vegetationen uden for stier i områder med mange rådyr og flåter, kan man kan overveje at blive vaccineret. For eksempel kan personer, der samler svampe, går på jagt, camperer eller løber orienteringsløb i risikoområderne være særligt udsatte.
Da der i 2023 har været stor efterspørgsel efter vaccinen, kan der gå noget tid, inden vaccination igen er mulig.
Ingen behandling mod TBE
En stor del af de danskere, der smittes med TBE, vil ikke nå at opdage det, fordi de enten ikke udvikler symptomer eller bliver raske af sig selv. Symptomerne minder om det, man kunne kalde en sommerinfluenza med feber, hovedpine og træthed, fortæller Helene Mens.
- TBE går først i blodet og kan derefter brede sig til nervesystemet, hvilket er mere alvorligt. Her kan man ud over feber, hovedpine, kramper og træthed opleve at blive forvirret og bevidsthedssvækket. Hvor vi kan behandle borrelia med antibiotika, er der ikke nogen kur mod TBE, og hjælpen er derfor at lindre symptomerne, mens man venter på, at kroppen selv bekæmper virus, siger Helene Mens.

Arbejder på vaccine mod borreliaBorrelia er lettere at opdage og kan behandles, hvis man søger læge, når man konstaterer et rundt, rødt udslæt der, hvor flåten har bidt. Sygdommen kan nå at sætte sig i led, hjerte og nervesystem, men fordi det røde udslæt giver en advarsel, når det sjældent til et alvorligt stadie, fordi sygdommen kan behandles med antibiotika.
Mens det er muligt at blive vaccineret mod TBE, er der endnu ikke udviklet en vaccine mod borrelia.
- Men det arbejdes der på, og jeg vil tro, at det er en realitet om måske fire år. Den vil især blive anbefalet til mennesker, der opholder sig meget i naturområder, for eksempel jægere og orienteringsløbere. Men den vil sikkert også være eftertragtet af andre, siger Anne-Mette Lebech.
Lægernes råd til flåtsæsonen:
- Vær ikke bange for naturen, og lad ikke frygten for flåtoverførte infektioner begrænse dig
- Har du været i høj vegetation i sommerhusområder, så tjek for flåtbid
- Finder du en flåt, så fjern så meget som muligt af den
- Du behøver ikke have diverse remedier - en pincet plejer at række til opgaven
- Sidder hovedet dybt og brækker af, skal du ikke grave efter det. Det vil automatisk blive afstødt
- Skyl den hele flåt ud i toilet eller håndvask, så den ikke bider igen
- Kom ikke vaseline, margarine, neglelak eller andet på flåten
- Hold øje med stedet, hvor flåten har bidt, i op til en måned efter
- Et af de første og hyppigste tegn på borreliose er et rødt, rundt mærke om indstiksstedet, eventuelt med opklaring indefra (erythema migrans). Viser det sig, så kontakt lægen for at få vurderet, om du bør behandles med antibiotika
- Har man sommerhus eller bor på Bornholm, i Tisvilde Hegn eller i svenske naturområder og færdes meget i naturen uden for stierne, så tal med lægen om at blive vaccineret mod TBE
Kilder: Overlæge Anne-Mette Lebech (tv.) og overlæge Helene Mens, enhed for flåtoverførte infektioner ved Afdeling for Infektionssygdomme, Rigshospitalet