​​​​​​​​​​​

Rigshospitalet bygger kørestolsvenlig legeplads

​Bodil Eskesen Centret for patienter med hjerne- og rygmarvsskader får en legeplads specielt designet til leg i kørestole.    ​

Vent...

​Sand i sandkasser på jorden kan være svært at lege med, hvis man sidder i en kørestol. Rigshospitalet bygger en legeplads til børn indlagt med hjerne- og rygmarvsskader, designet specielt til at lege på, når man sidder i kørestol eller har en mor eller far med i kørestol. 

Legepladsen bliver en del af Bodil Eskesen Centret i Glostrup, Rigshospitalets nye hospitalsbygning til patienter med hjerne- og rygmarvsskader. 
-En mindre gruppe af vores patienter er børn. De er indlagt i lang tid, typisk flere måneder. De børn har naturligvis lige så stort et behov for at lege både inde og ude, som andre børn. Det får de mulighed for på legepladsen, hvor alt lige fra sandkasse til legehus bliver bygget, så børnene kan bruge det med kørestol eller gangstativer, siger centervicedirektør for Neurocentret Pernille Welinder. 

Sand i kørestolshøjde

Alle legepladsens elementer er designede, så de kan bruges, hvis man sidder i kørestol eller bruger andre hjælpemidler. Sandkassen bliver løftet op i bordhøjde, så man kan nå ind til sandet og lege, når man sidder i en kørestol eller har forældre med på legeplads, der sidder i kørestol. 

-Legepladsen bliver selvfølgelig også for de børn, der har en søskende eller en forælder indlagt hos os. For dem vil legepladsen være en god måde at være sammen under indlæggelsen, siger Pernille Welinder. 

Legepladsen får blandt andet også kørestolsvenlige legehuse og en bålplads, der bliver løftet op fra jorden, så man kan sidde rundt om bålet i kørestol eller på en skammel.

Rigshospitalet har modtaget en bevillingen på 965.000 kr. fra Simon Fougner Hartmanns Familiefond til at bygge legepladsen. 

Konceptet for legepladsen er udarbejdet af kandidatstuderende Selma Tas, Isabella Jin Jensen, Pedro Granacha, Emilie Steuch og Anna Lisa Hoby fra Det Kongelige Akademi og Copenhagen Business School og realiseres af landskabsarkitekt Kragh & Berglund. Legepladsens design er inspireret med input fra en tidligere patient, som blev indlagt med en hjerneskade, da hun var 9 år. 

Fakta om Bodil Eskesen Centret

  • Bygget til behandling og genoptræning af patienter med hjerne- og rygmarvsskader
  • Patienter fra hele Østdanmark, herunder også Grønland og Færøerne
  • 25.000 m2 med 125 sengestuer med eget bad og toilet, ambulatorier, multihal og træningsbassin
  • Træningshave med orangeri bliver anlagt rundt om bygningen til patienter og pårørende
  • Familiehus til pårørende, der kommer langvejs fra
  • Afdeling for Hjerne- og Rygmarvsskader, der i dag er placeret både i Hornbæk og på Hvidovre Hospital flytter ind i bygningen
  • Patienter og medarbejdere flytter ind i maj 2023




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor