​​

Grand Rounds styrker videndelingen på danske hospitaler

Rigshospitalet har taget initiativ til en serie af månedlige morgen-foredrag, der både skal opdatere og inspirere klinikere på tværs af hospitaler og specialer. Programmet for første halvår ligger klart.​

​​

​Fagfolk på de danske hospitaler har fået et nyt forum, hvor de kan inspirere hinanden til at forbedre behandlingen for patienter i hele landet. Rigs​hospitalet har taget initiativ til en række månedlige Grand Round-foredrag, der er målrettet klinikere og skal give et inspirerende indblik i behandlingsmæssige nyheder og patientcases indenfor et specifikt område.
 
Arrangementerne livestreames den fjerde torsdag i hver måned kl. 08.00-08.50, og alle interesserede kan logge på og følge med. 
 
Rigshospitalet har i efteråret afviklet de første tre Grand Rounds med oplæg om hjerteklapper, genterapi og lungetransplantationer. Ifølge Rigshospitalets direktør Rasmus Møgelvang er håbet, at foredragsrækken kan blive et udbredt inspirationsforum i det danske sundhedsvæsen. 
 
- På hospitalerne har vi et fælles ansvar for at dele opdateret viden om behandlinger og metoder, der kan komme patienter i hele landet til gavn. Grand Round-arrangementerne er et forsøg på at styrke vidensdelingen og dyrke en kultur, hvor fagfolk inspirerer hinanden på tværs af hospitaler og specialer, siger Rasmus Møgelvang.  
Han forklarer, at Rigshospitalet har mange højspecialiserede behandlingsområder og ligger inde med en opdateret viden, som kan være relevant for fagfolk i hele landet.  

- Vi har mange behandlingsforløb, der begynder og slutter andre steder end på Rigshospitalet. For os er det derfor værdifuldt, at vi inddrager fagfolk i hele landet, når vi skal samarbejde om udviklingen af de bedste behandlingsforløb for patienterne, siger Rasmus Møgelvang. 

Man kan følge med i programmet, omtaler af arrangementerne og powerpoint-præsentationer på rigshospitalet.dk/grandrounds​. Her kan man også finde link til livestreaming.
 

Grand Rounds i foråret 

Programmet for fem Grand Round-arrangementer i det næste halve år er lagt fast. 
 
  1. Robotkirurgi til HPV-smittede (26. januar 2023)
    Øre-næse-hals-kirurger fortæller om et nyt behandlingsparadigme for unge patienter, der har fået kræft i mandler eller tungerod efter at være blevet smittet med HPV-virus. 

  2. Eksperimentel kræftbehandling i fase 1 (23. februar 2023)
    Fagfolk fra Rigshospitalets Fase 1 Enhed fortæller inspirerende nyt om eksperimentel kræftbehandling og de tidlige fase 1-studier med nye lægemidler til patienter, der ikke har flere standardtilbud. 
     
  3. Kræftbehandling med radioaktive lægemidler (23. marts 2023)
    Til denne Grand Round kan man høre nyt om diagnostik og kræftbehandling af neuroblastom hos børn og neuroendokrine tumorer med radioaktive lægemidler. 

  4. Røntgen med kugler redder liv (27. april 2023)
    Hør mere om radiologiens magi, når læger fortæller om udviklingen i behandling med embolisering, hvor man blokerer en arterie og fx kan stoppe blodtilførslen til en kræftknude.
     
  5. Først med nye behandlinger for tarmsvigt (25. maj 2023)
    Behandling af tarmsvigt i Danmark har siden 1970’erne været centraliseret på Rigshospitalet. Fagfolk fortæller om den tværfaglige og multidisciplinære tilgang til sjældne tarmsygdomme, og om udviklingen i behandling med intestinale vækstfaktorer.

Følg med i programmer for arrangementerne, powerpoint-præsentationer og videooptagelser på rigshospitalet.dk/grandrounds.​




Redaktør