

Efter afdelingslæge Kristine Jensen sendte strøm til Anna-Grethe Wagners lunger, hoster hun langt mindre og sover bedre.
I flere år er 65-årige Anna-Grethe Wagner vågnet mange gange hver nat. Siddende på sengekanten har hun hostet og hostet uden at kunne få den slim op, der generede i hendes lunger. Til sidst sov hun kun 20 minutter ad gangen.
- Det vækkede også min mand, så ingen af os fik sovet ordentligt. Om dagen var jeg træt og øm i brystkassen af at hoste hele tiden, siger Anna-Grethe Wagner, der bor i Sæby i Nordjylland, men er blevet behandlet på Rigshospitalet.
Nummer to patient i Danmark
Her var hun i april den kun anden patient i Danmark, der fik en ny behandling, som er særligt egnet til patienter, der både har KOL og kronisk bronkitis. Et bronkoskop, som er en tynd, bøjelig kikkert, fører et lille strømførende net igennem lungernes bronkiegrene, imens der sendes strøm ud gennem slimhinden. Det ødelægger de såkaldte bægerceller, der har en overaktiv slimproduktion.
- Når bægercellerne gendannes, er de ’nulstillede’, så de nu producerer en normal mængde slim. Det er lidt af en vidunderbehandling, for normalt siger vi, at det kun er Panodil, der virker på alle – men det gør den her behandling også, siger afdelingslæge Kristine Jensen fra Afdeling for Hjertesygdomme.
Allerede dagen efter behandlingen på den første lunge mærkede Anna-Grethe Wagner effekten:
- Før havde jeg en konstant trykken i brystet, men den lettede, og så har det hjulpet rigtig meget på hosten. Nu kan jeg sove om natten, og jeg er ikke så træt af hele tiden at hoste. Før var det også anstrengende at være social, fordi jeg sad og gøede hele tiden. Det er en formidabel behandling, og selv mine børnebørn har lagt mærke til, at noget er anderledes og siger ’mormor, du hoster ikke så meget mere’.
Patienter græder af glæde
Den nye behandlingsform, RheOx, stammer fra USA, hvor man startede med at bruge den for tre år siden. De første patienter der har stadig glæde af behandlingen. Indtil nu er 10 patienter behandlet på Rigshospitalet som det første sted i Norden.
- Vi ved ikke endnu, hvor længe effekten holder, men det ser foreløbigt lovende ud. Patienterne producerer meget mindre slim, og de flestes hoste forsvinder helt. Nogle af de patienter med KOL og kronisk bronkitis, der kommer hos os, hoster så meget, at det går markant ud over livskvaliteten, fortæller overlæge Michael Perch, der er teamleder på Rigshospitalets afsnit for lungetransplantation og lungesygdomme.
Kristine Jensen supplerer:
- Vi ser patienter, der græder af glæde over, at de er sluppet af med deres hoste og store mængder slim. Flere har været så hårdt plagede, at de ikke ville spise sammen med kollegaerne i kantinen eller gå med familien i biografen, fordi de hostede slim op hele tiden. Når de har fået behandlingen, er det, som om de pludselig får deres liv tilbage.