Der er stor forskel på, hvor længe patienter ligger på hospitalet, når de har fået en kikkertoperation for lungekræft. Operationen foregår gennem et lille hul mellem to ribben, og nogle patienter føler sig friske og klar til at komme hjem efter to dage. Men for andre patienter kan indlæggelsen vare mellem en og to uger med smerter og komplikationer.
- De fleste patienter vil gerne hjem hurtigt, og det er faktisk også det bedste for dem, for når de er derhjemme, bevæger de sig mere, de spiser mere, fordi de selv kan bestemme maden, og de er ikke udsat for så mange farlige bakterier, som man er på et hospital. Men man skal selvfølgelig kun hjem, hvis man har det godt og føler sig tryg, og derfor skal vi undersøge, hvorfor nogle mennesker ikke er i stand til at komme hjem så hurtigt som andre, siger René Horsleben Petersen, der er overlæge på Afdeling for Hjerte- og Lungekirurgi på Rigshospitalet og lærestolsprofessor ved Københavns Universitet.
Han har modtaget en bevilling på cirka 5,6 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til at undersøge, hvordan patienter hurtigere og bedre kan komme sig i den første tid, når de har fået en kikkertoperation for lungekræft.
Projektet, ”STRENGHTS Study”, dækker over syv delstudier, der for eksempel ved et lodtrækningsstudie skal undersøge, om det er bedre for nogle af patienterne ikke at få lagt dræn ved operationen.
Tætner lunger med kroppens egen lim
- Når vi lægger et dræn, kan kroppen komme af med overskydende væske efter operationen. Men drænet kan give smerter, ubehag og i værste fald infektioner, som forlænger tiden på hospitalet. Derfor skal vi undersøge, om patienterne får det bedre uden dræn, siger han.
I et andet delstudie skal René Horsleben Petersen og resten af teamet undersøge, om lungen hurtigere bliver tæt, hvis man hælder patients eget blod ind i drænet. For i de situationer, hvor det er nødvendigt at lægge et dræn, kan det først fjernes igen, når lungen er tæt, og det kan den måske blive hurtigere, hvis man bruger ’kroppens egen lim’, fortæller René Horsleben Petersen.
- Ud fra andre studier har vi identificeret en række områder, hvor vi kan forbedre patienternes forløb på hospitalet. Vi justerer på den smertestillende medicin, vi giver binyrebarkhormon, og patienterne får også medicin, der beskytter mod mavesår. Nu skal vi lave vores eget studie, der beviser, at det er en bedre behandling for patienterne, og at de hurtigere er i bedring og kan komme hjem, fortæller han.
Studierne foregår i samarbejde med Henrik Kehlet, der er overlæge på Rigshospitalet og professor i kirurgisk patofysiologi ved Københavns Universitet. Han har specialiseret sig i at optimere forløbene for patienter, så de kommer sig bedre efter en operation.