Som patient i Dansk Hovedpinecenter kan man i dag få ordineret en hovedpinekalender i Min Sundhedsplatform som en del af sit forløb. Hovedpinekalenderen er patientens og klinikkens værktøj til at følge patientens hovedpine over tid, både hvad angår type og styrke. Patienten har via mobilen altid kalenderen med i lommen, og kan nemt og hurtigt notere, hvordan det går. Patientens data bliver med få klik inkluderet i journalen, så man i klinikken får et godt overblik over patientens data.
For patienten betyder det, at kalenderen altid er lige ved hånden i en udgave, der er nem og hurtig at udfylde, fortæller overlæge Henrik Winther Schytz fra Dansk Hovedpinecenter:
- Dataene trækkes direkte ind på patientens journal i Sundhedsplatformen. Det giver os bedre muligheder for at følge patienterne og forberede os, inden de kommer. Tidligere sad vi og talte krydser i et papirskema under konsultationerne. Den digitale hovedpinekalender giver os mere tid til at tale med patienterne.
Det er første gang, at en digital hovedpinekalender er integreret, så de data patienten taster ind glider direkte i journalen.
Løsning spredes ud
Initiativet kommer fra Dansk Hovedpinecenter, der har udviklet løsningen i samarbejde med Rigshospitalets Digitaliseringsenhed og Region Hovedstadens Center for IT og Medicoteknik. Cirka 1.500 patienter har indtil videre fået ordineret hovedpinekalenderen.
- Hovedpinekalenderen er et eksempel på en god ide, som kan komme mange til gavn. Dansk Hovedpinecenter gik live med løsningen i maj 2022. Her i starten af 2023 ruller vi samme løsning ud til fem andre hovedpinecentre i Region Hovedstaden og Region Sjælland, fortæller digitaliseringskonsulent Ragnheiður Traustadóttir.