Gå til hovedindhold

Giver chancen for et lykkeligt liv: Overlæge hædret

​Overlæge Linda Jakobsen modtager årets LLG-pris. Hun får prisen for sit mangeårige engagement og arbejde på læbeganespalteområdet – både som kirurg og som forsker.


Siden studietiden i 1990’erne har overlæge Linda Jakobsen arbejdet målrettet på at kunne virke netop inden for det felt. Nu kender hovedparten af forældrene til et barn med læbeganespalte Linda Jakobsen på Rigshospitalet. De sidste otte år har hun sammen med to andre kirurger opereret et utal af børn med læbeganegummespalte på Rigshospitalets Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling.

Og i år har hun modtaget en særlig anerkendelse og hæder, nemlig den fra patienterne selv.

Overlæge Linda Jakobsen modtager Læbe- Ganespalteforeningens årlige LLG-pris på 15.000 kr. som anerkendelse for hendes mangeårige indsats og engagement inden for læbeganespalteområdet. Prisvinderen, der udover sit kirurgiske arbejde også forsker på området, er blevet en nøglefigur på Rigshospitalet og har været en central skikkelse for patienterne i de sidste otte år.

"Jeg er meget taknemmelig for prisen, for det er en stor anerkendelse af vores arbejde. Jeg er glad for, at foreningen værdsætter vores arbejde. Vi er et stort team, så prisen er til os alle," siger Linda Jakobsen.

Sammen med kollegerne Anders Klit og Dogu Aydin og indtil for nylig Slaven Boljanovic udfører Linda årligt omkring 400 operationer relateret til læbeganespalter. Hendes dedikation strækker sig dog ud over operationsstuen og inkluderer også forskning samt et tæt samarbejde med kolleger nationalt og internationalt.​


Chancen for lykkeligt liv

Fascinationen for læbeganespalteområdet opstod allerede i 90'erne, og Linda Jakobsens interesse har kun vokset sig stærkere siden da.

- Jeg kan godt lide at dykke ned i detaljerne og undersøge, om der er noget, vi kan justere, for at forbedre resultatet. Ansigtet er så vigtigt, da det er dét, vi møder vores omgivelser med. Jeg kan godt lide tanken om, at vi giver vores patienter en lidt bedre chance for at have et normalt liv, hvor ansigtet ikke tiltrækker sig negativ opmærksomhed, fortæller hun.

Efter endt uddannelse arbejdede Linda Jakobsen en årrække på plastikkirurgisk afdeling på Herlev Sygehus, hvor hun blandt andet arbejdede med ansigtskirurgi. Erfaringen og færdighederne tog Linda Jakobsen med sig, da hun i 2015 blev ansat på Rigshospitalet og blev tilknyttet det team, der opererer patienter med læbeganespalte. Her har hun været en del af – og facilitator for en vigtig udvikling inden for området:

- For tyve år siden var man nok mere tilbøjelig til at sige, at når patienten var opereret, var der ikke mere at gøre. I daq opererer vi gerne flere gange, hvis der er en sandsynlighed for, at udseendet eller talen kan blive bedre. Vi kan ikke garantere et lykkeligere liv, men vi vil gerne give personen et udseende, der ligger indenfor normalområdet,” siger hun.

Udover talrige operationer har Linda Jakobsen publiceret artikler og foredraget om emnet. Hendes ph.d.-afhandling om genetiske årsager til læbeganespalte vidner blandt andet om hendes store engagement i området og de patienter, hvis ansigt hun har mellem hænderne.

 

Om LLG-prisen

LLG-prisen uddeles på Landsforeningen Læbe-Ganespaltes årlige landsmøde og gives til en person, der har gjort en ekstraordinær indsats på læbeganespalteområdet. Linda Jakobsen får prisen for sit store engagement, som strækker sig over forskning, operationer og samarbejde med kolleger i ind- og udland.

LLG-prisen er på 15.000 kroner.​


Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden