Ukraines førstedame Olena Zelenska var mandag på besøg på Rigshospitalet sammen med regionsrådsformand Lars Gaardhøj og sundhedsminister Sophie Løhde.
En stor tak til Rigshospitalets indsats for ukrainske flygtninge og sårede soldater var budskabet, da Ukraines førstedame Olena Zelenska mandag gæstede Rigshospitalet i selskab med sundhedsminister Sophie Løhde (V) og regionsrådformand Lars Gaardhøj (S).
Siden Rusland invaderede Ukraine, har Olena Zelenska lagt mange kræfter i sundheds- og humanitære formål og ønskede derfor personligt at takke Rigshospitalet, der siden krigen har behandlet mere end 150 ukrainske patienter både på Blegdamsvej og i Glostrup.
Under stor mediebevågenhed, og et endnu større opbud af sikkerhedsvagter og politifolk, ankom Olena Zelenska til Rigshospitalet mandag eftermiddag, hvor hun blandt andet blev modtaget af direktør Rasmus Møgelvang og centerdirektør for Juliane Marie Centret, Merete Lange.
Førstedamen blev efter et kort møde og en præsentation af Rigshospitalet vist rundt på Rigshospitalet, hvor hun blandt andet lagde vejen forbi Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme, hvor der har været ukrainske børn under behandling, mødte patienter samt hørte "Jeg ved en lærkerede", sunget af MusikBeRiget.
Chefsygeplejerske Trine Spiegelhauer tog imod Olena Zelenska på Afdeling for Børn og Unge med Kirurgiske Sygdomme.
Førstedamen afrundede besøget i Mary Elizabeths Hospitals testhus, hvor det fremtidige hospitals indretning, løsninger og arbejdsgange afprøves sammen med både patienter, pårørende og personale. Mary Elizabeths Hospital er et partnerskab
mellem Region Hovedstaden, Rigshospitalet og Ole Kirk’s Fond.
Formålet med Olena Zelenskas og Sophie Løhdes besøg i dag var også at understøtte samarbejdet i den europæiske organisation for børnehospitaler, European Children's Hospitals Organisation (ECHO), som både Mary Elizabeths Hospital i Danmark og Okhmadyt Hospital i Kiev, Ukraine, er medlem af.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj glæder sig over det tætte samarbejde mellem Danmark og Ukraine.
- Vi er meget stolte over at kunne vise det danske sundhedsvæsen frem for Olena Zelenska, og vi håber, at besøget kan inspirere til et endnu tættere samarbejde med Ukraine, siger Lars Gaardhøj.
Også Sophie Løhde understregede det store sammenhold mellem Danmark og Ukraine.
- Olena Zelenska var meget optaget af at sige tak til Danmark for det bidrag, vi yder til Ukraine i forhold til at hjælpe med at behandle patienter, både kræftpatienter og soldater, som er slemt sårede i krigen, fortalte Sophie Løhde efter besøget.
Senior lægelig projektchef Thomas Frandsen fra Mary Elizabeths Hospital viste sammen med centerdirektør Merete Lange testhuset frem for Olena Zelenska, Lars Gaardhøj og Sophie Løhde.
Se flere billeder i galleriet herunder.