Tirsdag den 5. september kommer det til at summe af musik fra alle Rigshospitalets afkroge. Her lægger 21 af de musikalske læger fra World Doctors Orchestra vejen forbi og vil sammen med musikere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums messingensemble og MusikBeRiget spille en række klassiske mini-koncerter forskellige steder på hospitalet.
Det gælder blandt andet i stråleterapiens venteområde, forhallen, personalekantinen, patienthotellet og på byggepladsen til Mary Elizabeths Hospital.
Se det fulde program her (pdf)

Foto: Nina Altmann, WDO.
Symposium: Musik og medicin
Fra kl. 14 vil der være symposium i personalekantinen på Blegdamsvej, hvor fire læger fra orkestret vil holde oplæg om musik og medicin.
På programmet er blandt andre orkestrets tyske grundlægger, faste dirigent og læge Stefan Willich, som vil fortælle om erfaring, evidens og perspektiver på musik i medicin.
Se programmet for symposiet her (pdf)
Om World Doctors Orchestra
World Doctors Orchestra er et kæmpe symfoniorkester bestående af læger, som samtidig er passionerede musikere. Sammen har de spillet velgørenhedskoncerter over hele verden, blandt andet i Chile, Barbados, Østrig, Transsylvanien, Taiwan og USA. Den 9. og 10. september giver orkestret for første gang to koncerter i Danmark, som skal rejse penge til MusikBeRiget og Center for Mental Sundhed.