Emilie Frandsen Larsen er operationskoordinator i Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling
- Vores vigtigste opgave er at booke patienterne ind på operationsprogrammet. Vi har bogstaveligt alle vores operationscases i hænderne. Vi ser på vores patient og vedkommende operationsbehov og finder den rigtige kirurg til den rigtige patient. Det er en slags Tetris, som skal gå op, hvor vi sætter kirurgens kompetencer, subspeciale og øvrige program, operationens længde og patientens operationsbehov sammen, så alt passer. Ofte er der tale om flere kirurger, der skal i spil til en operation, så der er mange ender, der skal samles.
- Vi snakker med rigtig mange patienter, for vi indkalder alle vores patienter over telefonen. Det er meget atypisk, for de fleste andre afdelinger indkalder via brev. Men vi har kirurger, som er de eneste i riget, der kan udføre de her operationer, derfor er vi helt afhængige af, at den enkelte kirurg er ledig og at patienten kan på det givne tidspunkt.
Hvad er den mest afgørende evne?
- Patienterne er afhængige af, at vi husker alle de rigtige trin til hver operation. Hvis man for eksempel glemmer en mammografi til en brystpatient, kan patienten ikke opereres og må aflyses. Derfor er det sindssygt vigtigt, man kan bevare overblikket og er struktureret, så du trods en masse afbrydelser kan huske og booke alle de rigtige trin til hver enkelt patient. Det gælder også når det er omvendt, og vi skal afbooke ved aflysninger.
- En anden vigtig evne er at kunne rumme patienternes følelser og lytte, når de er frustrerede eller kede af det. Vi ringer ofte med gode nyheder, men vi ringer også ved aflysninger eller når operationsprogrammet bliver ændret, og her skal vi kunne håndtere deres frustration og mange spørgsmål.
Hvornår er det en god arbejdsdag for dig?
- Det er en god dag, når patienterne tager telefonen og man får booket operationerne ind i kalenderen og føler, man får lavet et godt operationsprogram for både patienter og kirurger.-Når man får en patient i røret, som bliver glad. Nogle begynder næsten at græde af glæde, fordi de har ventet så længe og nu endelig kan se en ende på et langt forløb. Så man bliver man også selv helt glad indeni, fordi man har gjort et andet menneske glad og håbefuld.