​​​​​​​​

- Det er som om, at jeg har efterladt noget dernede

Fysioterapeut Tilde Randsborg tog til Ukraine for at hjælpe civile ofre for krigen. Det gav adrenalinsus, et fagligt spark bagi og masser af eftertanker.

​​Fysioterapeut Tilde Randsborg tog til det krigshærgede Ukraine for at hjælpe civile ofre for krigen​

- Jeg er børnefysioterapeut på 22. år og har altid været på Rigshospitalet. Jeg hjælper børn, der er født med en diagnose. Det kan være alt fra skæve rygge, klumpfødder til stramme sener, men også genoptræning efter kirurgi eller efter traumer fra trampoliner til trafikuheld.

- For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af et firma, som leverer blandt andet proteser og andre hjælpemidler, der bæres på kroppen til Rigshospitalet. Sammen med en velgørende organisation ville de gerne ned og hjælpe civile ofre for krigen og undervise personale i genoptræning på et sygehus i Lviv i det vestlige Ukraine.

- Der var brug for kræfter, og jeg tænkte stort set ikke andet end "Det vil jeg gerne, for det giver mening". Jeg gjorde mig ingen forestillinger om, hvad jeg kom ned til eller, hvad jeg præcist skulle lave. Jeg sagde bare ja til at være tre dage på et intensivhospital.

- Vi ankom en tidlig morgen efter knap et døgns rejse, og jeg nåede lige at få en times søvn på et hotel, og så kørte vi ud til hospitalet – en kæmpestor betonklods med et ukrainsk flag på. Idéen var, at vi skulle mødes med en ortopædkirurg samt fundraisere og så lave en plan for de tre dage, men vi blev kastet direkte ind i et ambulatorium, hvor der sad knap 30 mennesker og ventede på os.

- På tre dage mødte vi nok 100 ansatte, der stod klar med kameraer og notesbøger for at suge viden til sig, og godt 50 patienter med traumer i forskellig grad, brandsår, lammelser og amputationer. Skaderne er de samme som på Riget, det er bare måden de har fået dem på - miner, missiler, skud – der er… tankevækkende.

- Der var løbende luftalarmer og sirener af forskellig slags, men jeg var ikke bange. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg havde stort set ikke sovet et døgn på vejen derned og blev bare kastet ud i det. Man er nok ikke rigtigt til stede i kroppen. Jeg gik bare i et adrenalinfyldt action mode. Det var egentlig ret surrealistisk.

- Dernede tænkte jeg ikke over det, men jeg fik en efterreaktion, da jeg kom hjem. Jeg havde behov for at snakke om det. Jeg så mange børn med meningsløse skader og børn, der havde mistet deres forældre. En af dem, jeg var afsted med, har jeg talt i telefon sammen hver dag, siden vi kom hjem. Det hjælper. Jeg har også vendt det med en psykolog. Det er meget normalt og ikke noget behandlingskrævende.

- Vi havde en 70-årig patient, der ville rydde sin have for miner. Den sidste går af og koster ham benet. Han lå noget indelukket og bitter i sin seng. Vi fandt ud af, at han havde spillet basket og fik ham med op, og vi spillede med en ballon frem og tilbage mellem os. Han fik smil på læben og glædede sig til at gøre det med sine børnebørn. Det er så lidt, man skal gøre for at give glæde. Han kunne pludselig se en fremtid for sig.

- Jeg er glad for, at jeg tog afsted. Det gav så meget mening, og man kunne virkelig gøre noget. Personligt fik jeg fagligt los bagi. Jeg blev bekræftet i, at jeg har en høj faglighed, at jeg kan navigere i et fremmed land og en situation, hvor intet kan planlægges, og hvor man skal omstille sig hele tiden. Jeg blev tvunget til at tænke over tingene på en ny måde, fordi jeg var ude af kontakt med rutinen og ude af min komfortzone.

- Jeg vil gerne derned igen og håber på at komme det i det nye år. Selv når krigen stopper, vil der stadig være behandlingskrævende ofre i mange år fremover. Det er som, at jeg har efterladt noget dernede. Jeg går tit og tænker "Hvad sker der mon med ham der og med hende der?" Jeg vil gerne se en god udvikling med egne øjne. Hjælpe nogle mennesker, der er ofre for noget, de ikke har bedt om at være ofre for.








Redaktør