​​

Anne Katrine hjælper Ole Lukøje

En lille øjenvægt hjælper med at lukke øjet helt i. Det kan i sidste ende forhindre, at patienten bliver blind.

​​​​

​En øjenlågsvægt af guld eller platin hjælper patienter med ansigtslammelse til at lukke øjet.​

Du tænker ikke over det – men du har nok blinket med øjnene tre-fire gange, siden du startede på denne artikel og måske også allerede tusindvis af gange i dag, for et menneske blinker cirka 14.000 gange dagligt.
 
Men for visse patienter med ansigtslammelse er det ikke nogen selvfølge at kunne lukke øjet. Ansigtsnerven er ramt, og derfor må øjenlåget have hjælp til at glide i.
 
- Når øjet ikke lukkes, kan det medføre tørhed og irritation, store smerter, betændelse og hul i øjet, der i sidste ende kan gøre patienten blind, fortæller Anne Katrine Wiencke, der er overlæge i Afdeling for Øjensygdomme på Rigshospitalet Glostrup.
 
Den manglende evne til at lukke øjet selv kan skyldes flere ting.
 
- Det kan være en permanent beskadiget ansigtsnerve, men i de fleste tilfælde er det en midlertidig lammelse af den. Uanset hvad er det bedre, at øjet er lukket end åbent, siger øjenlægen.

Ind i øjenlåget

Derfor opererer Anne Katrine Wiencke en lille plade af platin ind i øjenlåget, så det kan glide ned.
 
- Den lille øjenvægt vejer typisk mellem et halvt og to gram. Vi tester den først uden på øjenlåget med et stykke dobbeltklæbende tape, og bagefter om den skal sidde i midten eller lidt til den ene side, fortæller Anne Katrine Wiencke.
 
Derefter opereres platinvægten ind i selve øjenlåget i en relativt enkel operation på godt en halv times tid, fortæller øjenlægen, der er glad for den lille, men effektive vægt.
 
- Den hjælper patienten rigtigt meget. Det vigtigste er nemlig, at de er glade for den. De får langt færre gener med den end uden, så det er de, og så er jeg også glad, siger Anne Katrine Wiencke.


 





Redaktør