Trafikinfo i forbindelse med Copenhagen Marathon

Søndag den 15. maj vil vejene tæt ved Rigshospitalet – Blegdamsvej være tætpakket med løbere, når Copenhagen Marathon 2022 afvikles. 
Læs her, hvor og hvordan du finder parkeringspladser ved hospitalet på løbsdagen.
Copenhagen Marathon afholdes søndag den 15. maj 2022 på en bilfri rute. Hele ruten vil være spærret for bil- og bustrafik i tidsrummet fra kl. 7.00 – 16.30. Selve løbet skydes i gang kl. 9.30 og slutter forventeligt kl. 15.00.

Ruten går forbi Rigshospitalet ad Frederik V’s Vej og videre ad Edel Sauntes Allé. Det vil derfor ikke være muligt at parkere på disse veje på de ovennævnte tidspunkter. 

På Frederik V’s Vej og Edel Sauntes Allé kommer løberne til at løbe i den ene vognbane, mens den anden vognbane holdes fri, så udrykningskøretøjer kan have fri passage her.

P-huset er tilgængeligt

Skal du parkere ved Rigshospitalet på løbsdagen er det fortsat muligt at parkere i P-huset på Frederik V’s Vej. Her vil hjemmeværnsfolk guide biler ind og ud af p-huset. 

Hvis du vælger at parkere i p-huset, opfordrer løbsledelsen til, at du gør det, før løbet går i gang kl. 9.30. Skal du ind og ud af p-huset under selve løbet (kl. 9.30 – 15.00), skal du forvente, at der kan være ventetid.

Når løbet er i gang, vil det kun være muligt at komme til p-huset fra Nørre Allé via det lille stykke af Edel Sauntes Allé ved Copenhagen Skatepark. Udkørsel fra p-huset skal ske via Henrik Harpestrengs Vej, videre ad Inge Lehmanns Vej. 

De øvrige parkeringsplads rundt om hospitalet vil ikke være berørt af løbet. Derfor kan du parkere her som vanligt.    



Redaktør