​​

5.000 hjerter hjulpet med robot-styret varmebehandling

Som de første i verden har hjertelæger og -sygeplejersker på Rigshospitalet udført 5.000 varmebehandlinger, også kaldet ablationer, på patienter med hjerterytmeforstyrrelser med en bestemt avanceret robotteknologi
Vent...
Hjerterytmeforstyrrelse er en hyppig årsag til generende hurtig puls og kan i sjældnere tilfælde udløse hjertesvigt, blodprop i hjernen og hjertestop. Siden 2006, hvor Rigshospitalet indførte behandling med Stereotaxis’ robotteknologi til hjerterytmeforstyrrelser, har Afdeling for Hjertesygdomme nu udført 5.000 behandlinger. 

Et team i Hjertecentret er specialiseret i behandlingen, og teamet er det første i verden, der når et så højt antal ablationer med udstyret. 

- Behandlingen med robot-assisteret ablation hjælper os til at lave nogle typer af behandling, som vi ellers ikke ville kunne lave på en lige så præcis og sikker måde. Det er en stor hjælp for både patienterne og os fagpersoner, siger ablationsteamets leder, overlæge Peter Karl Jacobsen. 

Magneter sikrer præcis behandling

Den robotbaserede magnetiske navigation bruges til at styre bløde katetre med magneter i spidsen præcist og sikkert gennem blodårer i lysken og op til hjertet. Her opvarmes de steder i hjertet, der er årsagen til hjerterytmeforstyrrelsen. Lægen sidder imens ved en computer og navigerer katetrene via robotstyrede magneter, der står på hver side af patienten. 

Behandlingen er velegnet til mange forskellige personer, herunder patienter med komplekse sygdomme, som det ellers kan være svært at finde behandlingstilbud til, for eksempel børn og mennesker med medfødt hjertesygdom. Robot-systemets fordele er præcision, sikkerhed og muligheden for at nå områder i hjertet, der ellers er svært tilgængelige.

Afdelingens apparat Stereotaxis Robotic Magnetic Navigation (RMN) er landets eneste robotbaserede apparat til behandling af hjerterytmeforstyrrelser.  

For mere information kontakt: 


Louise A. Poulsen, louise.andresen.poulsen@regionh.dk, 2977 8813, kommunikations- og pressekonsulent, Hjertecentret, Rigshospitalet

Peter Karl Jacobsen, peter.karl.jacobsen@regionh.dk, 3545 6752, overlæge og teamleder, Afdeling for Hjertesygdomme, Rigshospitalet




Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor