Brandsårsteamet på Rigshospitalet: Fra venstre afdelingslæge Christian Lang, overlæge Jennifer Berg Drejøe, overlæge og brandsårsansvarlig Christian Overgaard Steensen, overlæge Martin Risom Vestergaard, overlæge og brandsårsansvarlig Rikke Holmgaard.

Når det brænder på, er vores europæiske kollegaer også klar

​Medlemskab af det internationale brandsårsnetværk sikrer samarbejde og vidensdeling på højeste niveau og beredskab på tværs af landegrænser.

Vent...

Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling er blevet en del af European Burn Association, en forening der samler Europas elite inden for brandsårsbehandling:

-  Brandsårsbehandling er et lille og højt specialiseret speciale, hvor der kun er få læger med de nødvendige kvalifikationer og erfaring. Ved at blive en del af et internationalt netværk sikrer vi høj kvalitet i behandlingen af vores patienter, fordi vi får adgang til den nyeste viden og sparring med dygtige internationale kollegaer, forklarer Rikke Holmgaard brandsårsansvarlig overlæge i afdelingen.

Nordisk beredskab sikrer patienterne

Et højt specialiseret speciale er også ofte et sårbart speciale, fordi kompetencerne er samlet på få hænder, ligesom antallet af senge også er få. I forbindelse med medlemskabet er beredskabet med de Nordiske lande blevet formaliseret, hvor man alt efter situation og behov kan flytte både patienter og kirurger på tværs af grænser.

- Under COVID aktiverede Sverige det nordiske beredskab, da deres sundhedsvæsen var presset. For et par uger siden var det vores tur. Alle vores brandsårslæger var syge med COVID, og her kunne vi aktivere vores nordiske beredskabsaftale og på den måde sikre vores patienter den nødvendige behandling, hvis der blev behov for det, siger Rikke Holmgaard.

Sikrer høj kvalitet 

Et medlemskab af European Burn Association forudsætter, at brandsårsbehandlingen opfylder internationale standarder for blandt andet antal af patienter, kirurgkompetencer, infrastruktur og dataindsamling.

På Rigshospitalet sker behandlingen af brandsårspatienter i tæt samarbejde mellem Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter og Afdeling for Intensiv Behandling. Det tætte samarbejde fik meget ros af komiteen, ligesom det er et særligt plus, at Rigshospitalet behandler børn og voksne samme sted:

- Vi har arbejdet på at kunne blive certificeret i knapt 10 år, hvor vi fx har ændret procedurer, sat gang i forskningen og udvidet vores samarbejder og dataindsamling, så det er en kæmpe ting, at vi nu kan sammenligne os med andre europæiske brandsårsafdelinger og kan sikre den høje kvalitet fremover, siger Rikke Holmgaard.

​ 


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor