​​

Ny chefsygeplejerske på Riget: Jeg glæder mig til at komme tilbage

​Karin Lornsen Jakobsen er fra 15. august 2022 ny chefsygeplejerske i Afdeling for Bedøvelse og Operation i Juliane Marie Centret. Hun glæder sig til at komme tilbage til Riget.

Karin Lornsen Jakobsen

Kari​n Lornsen Jakobsen er en erfaren leder og sygeplejerske, der har stor erfaring med både drift, ledelse og udvikling af en klinisk afdeling fra flere forskellige hospitaler i Regionen. 

I sit nuværende job som chefsygeplejerske i Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital har Karin Lornsen Jakobsen siden 2013 været involveret i en lang række større udviklingsprojekter om bl.a. etablering af en ny fælles akutmodtagelse, optimering af patientforløb, ledelsesmæssig organisering og kompetenceudvikling af plejepersonalet.

Karin Lornsen Jakobsen har også tidligere været henholdsvis oversygeplejerske, riskomanager og kvalitetschef på Frederiksberg Hospital.

Karin Lornsen startede sin karriere som sygeplejerske på Rigshospitalet, hvor hun har været både basissygeplejerske, klinisk vejleder og klinisk udviklingssygeplejerske og souschef i Neurocentrets intensive afdeling og senere i Klinik for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling. 

Karin Lornsen Jakobsen glæder sig meget til at komme tilbage til Rigshospitalet og ser frem til at bidrage til den fortsatte udvikling og ledelse af Afdeling for Bedøvelse og Operation i Juliane Marie Centret hen imod indflytningen i Mary Elizabeths Hospital:

- Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af en højtspecialiseret anæstesi- og operationsafdeling, der har et særligt fokus på børn, unge og gravide og patient og familiecentreret pleje og behandling. Jeg håber, at jeg med min faglighed og ledelseserfaring kan bidrage til den fortsatte udvikling af afdelingen, så vi bevarer og sætter yderligere fokus på et godt arbejdsmiljø og vedbliver at være en attraktiv afdeling at arbejde i – for både de ansatte, der har været i afdelingen i mange år, og de nye vi gerne vil tiltrække og fastholde. 

Afdelingen er kendt for sin ekspertise, høje faglighed og dygtige medarbejdere, der brænder for det, de laver, og er eksperter i det. Det glæder jeg mig til at blive en del af og bidrage til – ikke mindst i relation til den kommende indflytning i Mary Elizabeths Hospital, der giver nye og gode muligheder for tværfagligt samarbejde og nytænkning af patientforløb og organisering – internt og på tværs af hospitalet. Det er områder jeg allerede har erfaring med fra mit arbejde med etableringen af en stor fælles akutmodtagelse på Hvidovre Hospital.

- Jeg glæder mig også meget til at blive en del af Juliane Marie Centret, der for mig altid har stået for noget helt særligt. Hele Rigshospitalet har for mig altid stået som et sted, hvor der er højt til loftet, ansatte der brænder for det, de laver, samtidig med at der er høj faglighed, høj forskningsaktivitet. Jeg er superglad for at være kommet tilbage til Rigshospitalet igen, slutter Karin Lornsen 

Centerchefsygeplejerske i Juliane Marie Centret Mette Friis glæder sig også til samarbejde med Karin Lornsen Jakobsen: 

- Jeg er utrolig glad for at Karin Lornsen Jakobsen sammen med cheflæge Mona Tarpgaard skal udgøre afdelingsledelsen på ANOP i Juliane Marie Centret. Karin vil med sin person og store ledelseserfaring være medvirkende til at sikre, at vi kan nå nogle vigtige mål i de kommende år, hvor der skal arbejdes på tværs af Rigshospitalet mhp. at samle børneanæstesien i Mary Elizabeths Hospital. Det er en stor ledelsesmæssig opgave, som er både krævende, spændende og udviklende, siger Mette Friis.

Karin Lornsen Jakobsen kommer fra 15. august 2022 til at udgøre ledelsen af Afdeling for Operation og Bedøvelse i Juliane Marie Centret på Rigshospitalet sammen med cheflæge Mona Tarpgaard.


Redaktør