Foto: Tomas Bertelsen
Per Sjøgren får prisen for sit vedholdende arbejde for at løfte den palliative indsats i Danmark, som er støttende og lindrende behandling af alvorligt syge og døende. Med prisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at hædre, at han har viet sit arbejdsliv til at skabe bedre vilkår for alvorligt syge og døende i Danmark.
- Kræftens Bekæmpelse vil gerne anerkende Per Sjøgrens store arbejde for at løfte den palliative indsats i Danmark og for at fokusere på at øge livskvaliteten for alvorligt syge patienter og deres familier, siger Kræftens Bekæmpelses formand Helen Bernt Andersen.
Per Sjøgren var med til at etablere Danmarks første palliative afdeling ved Bispebjerg Hospital, senere også afsnittet på Rigshospitalet, og i 2012 blev han Danmarks første professor i palliativ medicin.
Udover Per Sjøgren modtager professor Mogens Grønvold leder af palliativ forskningsenhed på Bispebjerg Hospital også Kræftens Bekæmpelses Hæderspris 2022.
- De har begge vægtet det nationale og internationale samarbejde meget højt og ligeledes altid haft et stærkt fokus på betydningen af det tværfaglige samarbejde, siger Helen Bernt Andersen, der overrakte Hædersprisen til Mogens Grønvold og Per Sjøgren fredag den 21. januar. Det skete ved et afskedssymposium på Rigshospitalet for Per Sjøgren i anledning af hans pensionering; symposiet afholdes som webinar på grund af corona.
Kræftens Bekæmpelses Hæderspris
Det er 11. gang, at Kræftens Bekæmpelse uddeler sin hæderspris på 50.000 kr. Med hædersprisen ønsker Kræftens Bekæmpelse at fremhæve den særlige indsats og det enestående eksempel, som kan inspirere andre til at give kræftpatienter optimal behandling, pleje og omsorg.