​​​​​​​​​

Vi skal turde tage de svære samtaler med patienterne

Både patienter, pårørende, læger og sygeplejersker er glade for en ny slags samtaler, hvor der er tid til at tale om svære emner. En guide med spørgsmål og træning med skuespillere klæder personalet på


Tværfagligheden, hvor både læge og sygeplejerske er med til samtalerne, er vigtig, understreger afdelingslæge Stine Novrup Clemmensen (til venstre) og klinisk sygeplejespecialist Cæcilie Borregaard Myrhøj.​

Nogle vil gerne på en sidste rejse til lejligheden i Spanien. Andre frygter at blive en belastning for ægtefællen i den sidste tid. Nogle er taknemmelige over det liv, de har haft, mens andre er fulde af sorg over at skulle herfra, selv hvis de er 85. 

Patienter med livstruende sygdom og deres pårørende gør sig mange tanker om den sidste del af livet, og for personalet kan det være svært at tage samtalerne, der handler om netop det. Derfor har afdelingslæge, ph.d. Stine Novrup Clemmensen og klinisk sygeplejespecialist Cæcilie Borregaard Myrhøj fra Afdeling for Blodsygdomme udviklet konceptet ’Samtale om liv og behandling’ sammen med patienter og pårørende. 

- Som læger er vi uddannet til at give den bedste behandling, men mange frygter samtalen, hvor man for eksempel skal fortælle, at en patient snart vil dø. Jeg har selv stået med et hamrende hjerte og svedige håndflader inden sådan en samtale, for det er ikke noget, vi bliver trænet i, fortæller Stine Novrup Clemmensen og uddyber: 

- Nogle samtaler er ekstra sorgfulde for patienter og pårørende, og det er svært for os, at vi ikke kan løse det for dem. Som hospital er vi jo et sted, hvor vi fikser ting, og det er lettere at slutte en samtale med ’vi ses om tre uger for at se på skanningsbillederne’ end at være i det rum, hvor der er så meget sorg og afmagt over at skulle forlade sine børn og sin hustru, siger Stine Novrup Clemmensen. 

Kan lægge planer for fremtiden

Afdeling for Blodsygdomme behandler patienter med livstruende sygdomme som knoglemarvskræft og leukæmi, hvor fremtidsudsigterne er meget forskellige. Et feltstudie blandt pårørende, patienter og fagpersonale viste, at patienterne har et stort behov for en samtale med læge og sygeplejerske om livet og fremtiden, fortæller Cæcilie Borregaard Myrhøj. 

- I en travl hverdag kommer samtalerne med patienter hurtigt til kun at dreje sig om blodprøver og bivirkninger. Men mange har brug for at vide, hvad de kan forvente af fremtiden. For måske skal de gå på pension lidt før, eller måske vil de gerne på en rejse nu, hvis de ikke har kræfter til det om et år. Nogle vil gerne have så meget tid som muligt, også hvis det betyder bivirkninger og hyppige ture til hospitalet, mens andre prioriterer en sidste tid i fred og ro, siger hun. 

Patienter og pårørende har valgt, hvad der er vigtigt

Samtalerne kan også komme rundt om emner som hospice, hjemmepleje, sygeorlov eller genoplivning ved hjertestop. Patienten og den nærmeste pårørende får hver en folder, som skal forberede dem på samtalen og hjælpe dem med at prioritere, hvad der er vigtigt at tale om. Her kan de for eksempel tage stilling til, hvor meget viden de ønsker om fremtidsudsigterne. Det er patienter og pårørende, der i workshops har været med til at vælge, hvilke emner der er vigtige at tale om. 

- Nu spørger vi mere ind til deres håb og frygt og mål med behandlingen, end vi gjorde før. Måske er håbet ikke længere at blive rask, men at få en værdig afslutning på livet, fortæller Stine Novrup Clemmensen. ​

Træning med uddannede skuespillere

Ud over folderen til patienter og pårørende er en del af konceptet, at læger og sygeplejersker forud for samtalerne træner forskellige scenarier med skuespillere. 

- Det hjælper at øve nogle formuleringer til at overbringe budskaber, men også overgange mellem emner og det at få rundet samtalen af på en god måde er noget, man kan træne. Skuespillerne er gode til at reagere realistisk, og her kan vi øve os i ikke at sige ’det skal nok gå’, men i stedet være i det svære og sige ’jeg kan godt forstå, det er svært’, siger Cæcilie Borregaard Myrhøj.

- Målet er jo ikke, at patienterne skal gå glade derfra, men at de får taget hul på nogle meget vigtige snakke, også hjemme i familien, siger Stine Novrup Clemmensen og tilføjer: 

- Det her er det mest meningsfulde, jeg har gjort i min lægekarriere.

Stine Novrup Clemmensen og Cæcilie Borregaard Myrhøj har været ude på andre hospitaler og afdelinger for at fortælle om samtalerne. Håbet er på sigt at uddanne ambassadører, som så kan videreuddanne deres kollegaer. Samtidig starter Cæcilie Borregaard Myrhøj sit ph.d.-studie, hvor hun undersøger, hvilken forskel samtalerne gør for behandling og pleje i patienternes sidste tid.

Samtaler om liv og behandling: 

  • Samtalerne lægges efter behov, som især er tre tidspunkter: i starten af forløbet, ved første tilbagefald og når behandlingsmulighederne er udtømt. 
  • Der er afsat en time til hver samtale, hvor både en læge og en sygeplejerske sidder med ved bordet. Lægen har overblik over sygdomsforløb og behandling, mens sygeplejersken kender patienten og de pårørende. 
  • Samtalerne kræver tid og organisatoriske ændringer. Derfor har opbakningen fra alle - fra ambulatoriesygeplejersker til centerledelse - været afgørende. ​




​​

Redaktør