Leder af sektion for Bioinformatik, Frederik Otzen Bagger fortæller:
-Vi har konkurreret om, hvem der var bedst til at finde de varianter i en kræftknude, som er årsag til kræftsygdom. Det er en procedure, vi udfører hver dag i afdelingen, og den er med til at sikre, at patienter får identificeret typen af kræft, så lægerne kan skræddersy behandlingen til dem.
Konkurrencen har haft deltagere fra universiteter og private firmaer i hele verden.
-Rent praktisk sker der det, at FDA sender de samme filer rundt til alle deltagere med sekventeringer af noget DNA fra en kræftpatient. Og så er det op til os som deltagere at finde de varianter i DNA-filen, som kan have signifikans for en kræftsygdom, fortæller Frederik Otzen Bagger.
Han understreger, at guldmedaljen er et resultatet af samarbejdet mellem de mange ekspertfunktioner i afdelingen.
-Vi arbejder til daglig tæt med læger og molekylærbiologer, og det er lige præcis i det samarbejde, at vores hemmelighed ligger i Genomisk Medicin. Vi sørger for at være skarpe på vores kode og algoritmer, så vi finder det, der er teknisk relevant. Men det er i samspillet med de fortolkende og behandlende grupper, at vi finder det, der rent faktisk er relevant for patienten, siger Frederik Otzen Bagger.
Om Afdeling for Genomisk Medicin
Afdeling for Genomisk Medicin arbejder med genomundersøgelser og bioinformatik i relation til patientdiagnostik og behandling. Feltet tager udspring i forskningen i genomets sekvens og struktur, og udviklede sig i kølvandet på det humane genomprojekt.
Afdeling for Genomisk Medicin giver de kliniske afdelinger på Rigshospitalet og andre hospitaler adgang til nye teknologier, der gør det muligt at undersøge det samlede genom som led i arbejdet med udviklingen af personlig medicin.