​​

Første dansker: Professor hædres med fornem svensk pris

​Professor Christian von Buchwald, Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi, tildeles som den første dansker nogensinde den prestigefyldte Carl-Axel Hambergers prisen 2022. 

Vent...

Den bliver normalt givet til svenskere af svenskere, men i år er det anderledes. I år tilfaldt den svenske hæder den danske professor Christian von Buchwald.
Prisen, der uddeles af Svenska Läkaresällskapet (den svenske lægeforening), får Christian v. Buchwald for sin ”langvarige og fremragende forskning på højeste internationale niveau i hoved-halskirurgi”.  
 
- Jeg er meget beæret over, som den første dansker, at modtage denne pris og opfatter det som en flot anerkendelse af den forskning, mine kollegaer og jeg udfører inden for hoved-halskirurgien, fortæller en stolt Christian von Buchwald, der uddyber.  
 
- Der var specielt meget ros til vores bidrag med ny viden om HPV-forårsaget cancer i mandler og tungerod – en cancerform, som desværre har været i kraftig stigning igennem de seneste to årtier. Den nye viden har sammen med den teknologiske udvikling ført frem til implementering af vores forskningsresultater og betyder ny og mere skånsom behandling via robotkirurgi for patienterne, der oplever en effektiv og hurtig bedring efter indgrebet, siger prismodtageren.
 
Chrsitian von Buchwald fortæller også, at de svenske kolleger var meget velorienterede om den danske afdelingens forskellige forskningsprojekter, og meget optagede af afdelingens igangværende forskning i udvikling af en mere præcis kirurgi på basis af optisk guided cancer-kirurgi, hvor cancercellerne lyser op.  
 
Som modtager af prisen holdt den danske professor et æresforedrag d. 24. november i forbindelse med de årlige svenske øre-næse-halsdage i den nye og imponerende Aula Medica på Karolinska Instituttet i Stockholm.    
 
Efter oplæsning af indstillingen fra repræsentanten fra Hamberger-prisens bestyrelse, professor, Sten Hellstrøm, holdt Christian von Buchwald sin pristale med ovenstående forskning i fokus. Festligheden blev afsluttet med overrækkelsen af Hamberberger-prisen og tilhørende jubilæumsmedalje ved ordførende for den Svenske Forening for Otorhinolaryngologi og Hoved-halskirurgi, overlæge, Ph.d., Lovisa Fornebo.  
 
 

Fakta om Carl-Axel Hambergers prisen 

Prisen er opkaldt efter overlæge og professor Carl-Axel Hamberger (1908-1988), der i mange år var toneangivende inden for øre-næse-halsområdet i Sverige. Hamberger var blandt andet chefredaktør for tidsskriftet Acta Otolaryngologica, tilknyttet internationale videnskabelige skrifter, medlem og æresmedlem af flere svenske og udenlandske videnskabelige foreninger, herunder bestyrelsesmedlem i International Federation of Otorhinolaryngological Societies (IFOS) samt Collegium Oto-Rhino-Laryngologicum. 
 
Prisen, der blev uddelt første gang i 1990, tildeles hvert år en læge, der har gjort en særlig indsats inden for hoved-halsområdet.  
 ​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor