
Farsana Khan (t.v.) og Camilla Thamdrup vil på nyt kursus lære læger at skabe gode patientkonsultationer over video.
Behøver konsultationen mellem læge og patient altid foregå som fysisk møde? Det spørgsmål vil overlæge og teamkoordinator ved CAMES, Farsana Khan, gerne have flere af Rigshospitalets læger til at stille sig selv. Hun og kollegaen Camilla Thamdrup, specialkonsulent i CAMES, står bag et nyt kursus, der skal give flere speciallæger mod på at kaste sig ud i at bruge videokonsultationer.
- Netop på grund af Rigshospitalets specialistfunktion giver det god mening, at vi bliver bedre til at tilbyde videokonsultationer, for mange af patienterne bor langt væk og kan spare meget transporttid, siger hun.
Katten er ude af sækken
Desuden foretrækker mange patienter at tage samtalen med lægen hjemmefra – og de forventer, at hospitalet kan tilbyde det. Det fortæller Camilla Thamdrup, der er kursusleder i kommunikation:
- Man kan sige, at katten er sluppet ud af sækken, for under corona har mange jo oplevet, hvor meget der egentlig kan klares virtuelt.
For hospitalet er der også gevinster at hente. Blandt andet tyder forsøg i psykiatrien på, at videokonsultationer kan mindske antallet af udeblivelser. På sigt kan det også bidrage til et smidigere ambulatorieprogram, skabe mere ro og mindske forekomsten af hospitalsinfektioner, hvis færre patienter møder fysisk op. Og så giver digitale konsultationer lettere mulighed for, at patientens praktiserende læge eller pårørende kan deltage.
Kun få har prøvet det
Trods fordelene er der ifølge Farsana Khan overraskende få på Rigshospitalet, der benytter videokonsultationer, selvom formen bruges i vid udstrækning i almen praksis.
- Det er ikke svært rent teknisk, men det kræver, at afdelingsledelserne bakker op, og det kræver noget mentalt at ændre på sine forestillinger, for som læger er vi opdraget til, at den alvorlige samtale skal tages ansigt-til-ansigt. Det kan være en hurdle for mange, siger hun.
På kurset lærer deltagerne derfor – foruden det tekniske – også om, hvordan man skaber en god, tillidsfuld kontakt over video.
- Så kan det godt være, at lægen ikke kan støtte patienten rent fysisk og lægge en hånd på skulderen, men så kan de pårørende måske gøre det i stedet. Tænk, hvis patienten kunne sidde derhjemme og holde sin familie i hånden, og ikke skulle direkte ud og forholde sig til trafikken bagefter, lyder det fra Camilla Thamdrup.
- Selvfølgelig vil der stadig være situationer, hvor et fysisk møde er mest hensigtsmæssigt. Vores mål er ikke, at alle konsultationer skal omlægges til video, men at give lægerne en bredere pallette af konsultationsformer at vælge fra og få dem til at overveje, om video – for nogle patienter og i nogle situationer – kan være en god løsning, siger Farsana Khan.
Kurset er et halvdagskursus og består af en e-læringsdel og en fremmødedel, som udover teknisk information blandt andet byder på patientoplæg og superviseret træning. Det er udviklet i samarbejde mellem CAMES Rigshospitalet (Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation), Digitaliseringsenheden og Bornholms Hospital. Se Kursusportalen for mere information og tilmelding.
5 råd til den gode videokonsultation
- Vær nærværende:
Når videoen er tændt, er mødet er i gang – tag øjenkontakt, hils, og indled samtalen
- Vær forberedt og klar:
Du ved, hvem du skal møde, og kender formålet med samtalen - Vær uforstyrret:
Sæt dig i et lukket kontor uden forstyrrelser - Vær kommunikerende:
Fortæl, hvad du laver, for eksempel hvis du lige skal finde noget på skærmen - Vær styrende og strukturerende:
Sæt rammen og etabler en fælles dagsorden – giv plads men ikke slip
Kilde: Camilla Thamdrup, kursusleder i kommunikation.