- Jeg laver radioaktive sporstoffer, som bruges til PET-skanninger. Mit ansvar er både at producere, analysere og kvalitetskontrollere sporstofferne, så vi er vores egen lille medicinalindustri hernede og underlagt kontrol af Lægemiddelstyrelsen. Det, jeg laver mest af, er en glukoseanalog, der hedder Fluor 18 FDG, som bruges til undersøgelser for cancer. Der er en del rutineproduktion, men vi udvikler også nye sporstoffer til andre typer af sygdomme og skanninger. Det er ofte lægerne, som finder noget interessant, som jeg så arbejder med at implementere. 

- Man skal være omstillingsparat og kunne holde hovedet koldt, for der er mange led i produktionen, som kan gå galt. Samtidig har stofferne en meget kort halveringstid – fra to timer helt ned til to minutter, så vi fremstiller dem, når de skal bruges. Hvis der opstår problemer, er det om at handle her og nu, for patienten sidder lige udenfor og venter, og stoffet forsvinder, hvis jeg er for langsom. Det kan godt være hektisk, men det er også det, der gør det spændende og meget meningsfuldt. Fra det øjeblik, vi frigiver stoffet, til patienten ligger i skanneren, går der kun 10 minutter.  

- Det er lidt bizart. Når jeg går forbi alle de gule advarselsskilte, tænker jeg ind i mellem, at det alligevel er pudsigt, jeg er endt her, for jeg er vokset op i 70’erne, hvor kernekraft var fjende nummer 1. Da jeg startede her, tænkte jeg over, om lakridserne i min lomme nu blev radioaktive. Jeg har også oplevet én, der rykkede lidt væk, da han blev klar over, hvad jeg arbejder med – men man bliver jo heller ikke til en sol af at blive ramt af solens stråler. Nu er jeg ikke længere bange, men jeg har respekt for det. Vi tager selvfølgelig vores forholdsregler og går med målere, som overvåger, hvor meget stråling, vi bliver udsat for, og vi bliver lægetjekket en gang om året.