Overlæge Kristian J. Andersen fortæller om beredskabet i forbindelse med skudepisoden i Fields 3. juli.
- Jeg troede, det var en fejl, da jeg fik den første beredskabsSMS fra Rigshospitalet, og jeg begyndte straks at tænke på, om der var brug for at sende en undskyldning rundt. Vi havde lige haft to døgn med øget beredskab på grund af Tour de France i København, alt var gået godt, og søndag morgen var jeg gået hjem fra vagt og mentalt gået på beredskabsferie, fortæller overlæge Kristian J. Andersen, der er beredskabsansvarlig for Rigshospitalet og dermed hovedforfatter til beredskabsplanen, der gælder for hele hospitalet. Han stod sammen med sin familie i Sommerland Sjælland, da det gik op for ham, at der var tale om en reel aktivering af det højeste beredskabstrin.
Han satte straks kursen mod Rigshospitalet, og nåede frem 50 minutter senere, trods bange anelser om at elbilen, der lige havde taget turen den anden vej, var ved at løbe tør for strøm. Undervejs ringede flere kollegaer, der ville sige, at de også var på vej.
- Der fløj tusind tanker igennem mit hoved, mens jeg kørte ind. Nu skulle planen, der var opbygget gennem flere års arbejde og testet til store øvelser, vise om den også kunne holde til mødet med en reel hændelse. Da jeg kom ind, fik jeg øjenkontakt med beredskabskoordinatoren og spurgte, om jeg skulle gå ind og hjælpe ham eller bare være arbejdsmyre. Han sagde, der var styr på det, så jeg gik ind i et af de behandlingsteams, der var klar og ventede, fortæller Kristian J. Andersen.
Klar til mange
Flere hundrede ansatte mødte ind for at hjælpe. Mellem kl. 18.20 og 18.45 modtog Rigshospitalet tre skudofre, og de var alle sendt videre fra Traumecentret til operationsgangene, da Kristian J. Andersen nåede frem. Hvad der ville være næste skridt, var usikkert, og blev ved at være usikkert langt hen ad aftenen.
- Vi blev ved med at få at vide fra det præhospitale beredskab, at der var fem til otte tilskadekomne på vej. Det måtte vi være loyale overfor, selv om meldingen virkede mindre og mindre sandsynlig som aftenen skred frem. Det var svært at agere, når vi ikke fik andet at vide, og mange fik en lang aften, selv om det endte med, at der ikke kom flere patienter, fortæller Kristian J. Andersen.
- Der var mange klar til at tage imod og mange i reserve, så på den måde lykkedes det over al forventning at få de rigtige mennesker ind på de rette steder.
Vidner ankom uventet
Til gengæld kom der andre besøgende, som havde brug for hjælp, fordi de var pårørende eller vidner.
- Det overraskede mig, at der kom et stort antal mennesker ind via forhallen, som var vidner til episoden, men ikke tilskadekomne. De var chokerede. I planerne var tanken, at pårørende guides til kantinen, hvor de registreres og modtages af krisepsykologer og erfarne pårørendekoordinatorer. Vidner havde vi regnet med primært ville blive håndteret udenfor hospitalet, og hvis der kom nogle, skulle de egentlig følges videre til personale i Nordfløjen. Men i løbet af aftenen blev både vidner og pårørende fra forhallen guidet til kantinen, hvor personalet endte med at håndtere begge grupper yderst professionelt, fortæller Kristian J. Andersen.
I løbet af aftenen og natten gik han selv ind i opgaven med at være kontaktled mellem kriseledelsen og pårørendekoordinatorerne.
- Alle har behov for information i sådan en situation, men særligt for de pårørende er uvisheden frygtelig. Så i Kriseledelsen er det et helt fast fokuspunkt at informere de pårørende i kantinen tidligt og løbende, siger Kristian J. Andersen.
De forberedte systemer, der skal matche pårørende og indbragte patienter, viste sig at fungere. Mange ansatte bemærkede, at det virkede roligt og næsten som en øvelse. Den helt afgørende forskel var, at både patienter og pårørende var ægte ofre.
- I takt med, at vi kunne glæde nogle pårørende med, at deres savnede var hos os og i live, så blev det mere og mere klart, at andre pårørende, der ventede på nyt om deres savnede, ville få den værste besked af alle. I kriseledelsen var vi dog helt afhængige af, at politiet identificerede de døde i Fields, før vi kunne give de pårørende endeligt besked. I ventetiden var der derfor behov for ekstra fokus på at sikre, at den information, der blev givet, var koordineret med alle, så der ikke kunne opstå tvivl i den meget alvorlige situation. De erfarne sygeplejersker, der havde rollerne som pårørendekoordinator, krisepsykologerne og præsterne havde den hårdeste opgave, fordi de sad så længe i uvisheden sammen med de pårørende, siger Kristian Andersen.
Først kl. 3 om natten kunne han og de sidste i Beredskabsledelsen runde af og gå hjem.
Opfølgning i gang
Opsamling på læring gik i gang allerede næste dag, og den første store opfølgning på håndteringen skete 7. juli, hvor der blev holdt et opsamlingsmøde for alle de involverede. Kristian Andersen og resten af Beredskabsledelsen arbejder stadig med at lære og forbedre ud fra de nye erfaringer.
- Vi havde et rigtig godt samarbejde med politiet, men vi har lært, at det skal styrkes, når det gælder pårørende og vidner. Overordnet set virkede al vores forberedelse, folk havde tillid til systemet og udfyldte deres roller. Vi forventede, at vi var i stand til at tage imod mange patienter – og det kan vi klart sige, at vi også kan fremadrettet, siger Kristian Andersen.
Pressebevågenheden var stor, da der blev holdt pressemøde foran Rigshospitalet 4.juli med cheflæge Casper Claudius (t.v.) fra Afdeling for Bedøvelse, Operation og Traumecenter og cheflæge Anders Hejmdal fra akutberedskabet ved Region Hovedstaden.
Træn din plads i beredskabet
I løbet af efteråret bliver det endnu lettere at forberede sig på at være en del af beredskabet. Et nyt e-læringssystem giver mulighed for at man kan træne netop den rolle, man har. Det er specifikt tilpasset de mange faggrupper og opgaver, der findes på Rigshospitalet.