​​​​​​

Ar for livet: Danmark får national brandsårsdag

​Alvorlige brandsår forsvinder aldrig og ændrer livsvilkårene fundamentalt for den enkelte. Nu holder Dansk Brandsårsforening Danmarks første nationale brandsårsdag for patienter og pårørende på Rigshospitalet.

Vent...

Synlige ar, smerter og psykiske konsekvenser er noget af det, som brandsårspatienter bærer med sig videre efter en brandsårsulykke. Nu vil Dansk Brandsårsforening sætte fokus på de lange efterforløb og afholder Danmarks første nationale brandsårsdag for patenter og deres pårørende Lørdag den 27. august.
 
Formålet er at bringe patienter og pårørende sammen, dele faglig viden og personlige erfaringer og ikke mindst skabe et rum, hvor man mødes som ligesindede og kan spejle sig i hinanden som menneske:
 
- Det er livsdefinerende at få alvorlige brandsår. Det er heldigvis relativt få mennesker, der får alvorlige brandsår, men konsekvenserne både fysisk og mentalt for den enkelte er store. Vi ved, at det betyder utroligt meget at kunne dele erfaringer og møde andre, man kan spejle sig i. Derfor er desto vigtigere at kunne samle børn og voksne fra hele landet, forklarer Jennifer Berg Drejøe, overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, og en af medstifterne af Dansk Brandsårsforening.
 
 Brandsår er med for livet
 
Hvert år bliver både børn og voksne indlagt med brandsår, og de alvorligste af dem bliver bragt til Rigshospitalet, hvor læger og specialerede sygeplejersker på Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling tager imod dem. For mange af patienterne bliver det starten til et nyt liv og et langt forløb, som varer flere år:
 
- Det er så omfattende at have været udsat for en brandsårsulykke. Det er ikke bare hud, smerter og uvished, men det er også en ulykke, der skal bearbejdes og en mental kamp for at kunne håndtere den situation, man er sat i. Man har et stort behov for at tale med andre, dele oplevelser, erfaringer og opleve fællesskab, forklarer Tine Bay, som i 2018 blev voldsomt forbrændt i en gaseksplosion.
 
- Netop fordi vi er relativ få, er det ekstra svært at etablere kontakter og finde nogle at spejle sig og dele sine oplevelser med, og derfor er en national brandsårsdag så vigtig for os patienter, fortæller Tine Bay, der er hjernetræner og forfatter.
 
Lange forløb

Brandsårsansvarlig overlæge Rikke Holmgaard på Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling forklarer, at det ved alvorlige brandsår er nødvendigt at flytte hud og væv, og der opstår arvæv. Arvæv er ikke elastisk, derfor vil man over flere år kunne have brug for operationer for at kunne justere og løsne op, så huden ikke strammer og gør ondt.
 
- Det er smertefuldt, og det er et langt forløb med mange operationer og afhængigt af placering og størrelsen af brandsårene, er det noget, som vil påvirke og måske definere patientens livsvilkår og muligheder for resten af livet. Derfor synes vi det er både vigtigt og nødvendigt, at vi kan støtte og hjælpe vores patienter på andre måder end udelukkende behandling, og at skabe fællesskaber, danne relationer og dele vores viden er noget af det, som vi kan, siger Rikke Holmgaard, der også er en af initiativtagerne til både foreningen og til dagen.
 
Programmet består af praktisk viden om fx fysioterapi, forsikring og arbehandling, der vil være workshops om fx camouflage af ar og gruppediskussioner, hvor patienter og pårørende deler erfaringer på tværs.

 

OM DANSK BRANDSÅRSFORENING

 
Dansk Brandsårsforening er stiftet af læger fra Rigshospitalets brandsårsafdeling med det overordnede formål at forbedre forholdene for brandsårsofre og deres pårørende i Danmark.
Foreningen drives af frivillige sundhedsfaglige personer med særlig interesse for brandsår. Vores medlemmer omfatter læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, brandmænd mm. 
 
I år holder foreningen det første nationale arrangement for patienter, pårørende og fagfæller. Formålet er bl.a. at give et videns- og erfaringsfællesskab og skabe et rum til mennesker med brandsår, samt at skabe opmærksomhed og dermed større forståelse for denne patientgruppe.
 ​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor