​​

Stands Ulykken: De mindste børn er mest udsatte for skoldninger

​Brandsår og især skoldninger er den hyppigste årsag til indlæggelser blandt små børn på Rigshospitalets TraumeCenter. Pas på med varme drikke i nærheden af de små, lyder opfordringen.

Vent...

En kop varm kaffe kan være hårdt tiltrængt som småbørnsforældre, men man skal være opmærksom på, hvor man har sin kop, ellers kan det, der skulle være en lille pause, hurtigt blive et mareridt.

Hvert femte barn under to år der bliver indlagt på Rigshospitalets TraumeCenter, bliver indlagt på grund af brandsår og skoldninger. Det viser TraumeCentrets tal for 2021, og tendensen har stort set ikke ændret sig fra tidligere år og ser også ud til at fortsætte i 2022:

- Nogle af de alvorlige ulykker vi ser hos børn, er skoldninger, og især de helt små børn er meget udsatte. Vi oplever, at skoldninger er en tilbagevendende ulykke, som vi ser hele året, forklarer Emilie Øberg, traumelæge i Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter og initiativtager til TraumeCentrets projekt Stands ulykken.
Skoldninger er den hyppigste årsag til brandsår blandt børn

I det hele taget er de små børn op til 3 år overrepræsenteret i TraumeCentret, når det kommer til brandsår:

- I alt modtog vi 120 børn med brandsår i TraumeCentret sidste år, heraf var 80 af dem børn under tre år. De yngste står altså for to tredjedele af alle brandsår blandt børn mellem 0 og 18 år, siger børneansvarlig overlæge Lasse Høgh Andersen, som også er ansvarlig for børneparat.dk, der vejleder akutmodtagelser i at modtage akut tilskadekomne børn. 

- I 2022 har vi i TraumeCentret indtil videre set 70 børn med skoldninger og brandsår, hvoraf over 2/3 (49 red.) er i alderen 0-2, hvilket også svarer til mønstret fra tidligere år, fortæller Lasse Høgh Andersen.

I Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling, der behandler de mest alvorlige brandsår, er billedet det samme. Her viser den seneste opgørelse, at godt 20% af alle forbrændinger i afdelingen er hos børn under 5 år, og at 90% af børnenes brandsår er forårsaget af skoldninger. 

Brandsår og skoldninger præger livet fremover

Margrethe Lomholt er klinisk sygeplejespecialist i TraumeCentret, og hun er en af dem, der modtager og behandler de små børn, når de kommer ind på TraumeCentret. Hun fortæller, at det kan komme til at præge børnenes liv i lang tid fremover:

- Hvis børnene har fået mindre forbrændinger, kan huden fint hele, og børnene får det relativt hurtigt godt igen. Men de børn der har været uheldige og er blevet skoldet over større dele af kroppen, kan få et langt mere krævende forløb foran sig med både indlæggelser og mange operationer, forklarer Margrethe Lomholt fra Afdeling for Bedøvelse, Operation og TraumeCenter på Rigshospitalet.

Traumesygeplejerskerne kommer ofte tæt på forældrene, når et barn kommer til TraumeCentret, og for mange forældre er det en rigtig svær situation: 

- Vi oplever at mange forældre føler, at det er deres skyld, at barnet blev forbrændt. Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at disse forældre ikke er dårlige forældre, men forældre som har været forfærdeligt uheldige, siger Margrethe Lomholdt.

Skoldninger kan forebygges

Årsagen til skoldninger kan være mange, men to er gennemgående. Et øjebliks uopmærksomhed, der ender galt:

- Ofte er det forældre, der lige skal have en tår kaffe, mens de har barnet på skødet og så kommer til at spilde det ned over deres lille baby. Vi ser også små børn, der lige akkurat kan nå op til komfuret og får væltet en gryde med kogende vand ned over sig. Og det er jo helt forfærdeligt både for barnet, men også for de forældre som står i det, forklarer Emilie Øberg.

For Emilie Øberg er det vigtigt at gøre opmærksom på, at skoldninger kan forebygges:

- Det er altid en god ide at holde små børn og meget varm mad og drikke væk fra hinanden. Især for småbørnsforældre, kan det være svært, fordi du som forælder bærer rundt på de små hele tiden. Men sæt eller læg børnene ned, når du skal have en tår af din kaffe. Og hold dem væk fra køkkenet, når I koger vand og laver den varme mad, siger Emilie Øberg.​


Stands ulykken – TraumeCentrets tips til forebyggelse af skoldninger

  • Drik eller spis ikke varme ting som fx kaffe, te og suppe med et barn i skødet eller på armen
  • Hold altid børn under opsyn, når de er i køkkenet
  • Tag børnene ud af køkkenet eller væk fra køkkenområder, hvis der er risiko for at komme til skade, fx når der er travlt og opsynet med barnet derfor kan svigte
  • Stil altid elkoger og gryder med varmt vand eller lign. længst væk fra børn. Brug fx den bagerste kogeplade og stil det tættest på væggen/midt på spisebordet og ikke ude ved kanterne.

Hvis skaden er sket

  • Ring 112 eller 1813
  • Skyl det forbrændte område med køligt (IKKE iskoldt) vand – fx med en bruser. Hold dit barn varmt og tørt på resten af kroppen
  • Fortsæt med at skylle i op til 20-30 minutter eller indtil hjælpen når frem. Det kølige vand bremser skaden fra forbrændingen og virker smertelindrende.

Se videoerne med TraumeCentrets Tips til forebyggelse af bl.a. skoldninger her.

​Om Stands Ulykken

Projekt “Stands Ulykken” udspringer fra TraumeCentret og har som overordnet formål at forhindre ulykker i befolkningen. 
Hvert år modtager TraumeCentret på Rigshospitalet ca. 900 patienter efter tilskadekomst, og mange af disse ulykker kunne være forebygget.
Projektets mål er derfor at formidle TraumeCentrets data, viden og erfaringer til at oplyse befolkningen om, hvordan man kan komme galt af sted, og hvordan det kan forhindres.
 ​​


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor