Hvis en udposning på et af hjernens store blodkar pludseligt brister, er der kun få timer til at redde livet. Lægerne kan give livreddende behandling, hvis patienten kommer ind på hospitalet i tide. Men den biokemiske kædereaktion i blodkarrene, som følger, er anderledes ustyrlig. Blodkarrene kramper sammen om skaden, stofskiftet bliver slået ud af balance og skaderne på hjernen bliver hele tiden værre. Patientens følgevirkninger i dagene efter den akutte operation er neurokirurgiens store akilleshæl. For selvom mange redder livet i første omgang, vinder de ikke nødvendigvis førligheden og det gode liv tilbage. 

Men måske snart. Forskere på Rigshospitalet er begyndt et ’first in human’-forsøg, hvor de tester en behandling, der er været utvetydigt succesfuld i rotter – og som har potentiale til hjælpe alle patienter med hjerneblødninger. Professor i neuroanæstesiologi Kirsten Møller er en af de forskere, som skal være med til gennemføre forsøget.

- I dag kan vi desværre ikke gøre meget for at hjælpe de mange patienter, som trods en vellykket behandling får komplikationer efter en hjerneblødning. Kædereaktionen er sat i gang, og de risikerer at blive permanent afhængige af hjælp til at klare sig efter udskrivelse. Vi håber meget på, at dette nye behandlingsprincip kan hjælpe patienterne, siger Kirsten Møller.

I første omgang skal behandlingsprincippet afprøves hos 30 patienter med den type af blødninger, der opstår imellem hjernens hinder. Rigshospitalet behandler ca. 150 patienter med hjernehindeblødninger om året.

Karrieretrofæ nummer to

Projektet er et mønstereksempel på translationel forskning, hvor man forsøger at skabe forbedringer for patienterne på baggrund af basal forskning. For forud for det kliniske forsøg er gået et kvart århundredes udviklingsarbejde med laboratorie- og rotteforsøg. Frontfiguren er professor i kredsløbssygdomme, Lars Edvinsson, fra Forskerparken på Rigshospitalet i Glostrup. Sidste år blev han hædret af Lundbeckfonden med verdens største hjernepris, The Brain Prize, for sin opdagelse af den mekanisme hos migrænepatienter, der har ført til udviklingen af medicin specifikt rettet mod migræne. Et karrieretrofæ, som er de færreste forskere forundt. Nu håber han, at et nyt trofæ er på vej – for patienternes skyld. 

I de seneste årtier har han arbejdet på at finde en afbryderknap til at stoppe den biokemiske kædereaktion, som rammer patienterne efter en hjerneblødning. Han har fundet knappen i sidste led af kæden, lige før det er for sent for patienten. Afbryder man endothelin B-receptoren fra at blive opreguleret, skåner man det beskadigede væv omkring blødningen. 

- Vi opdagede det i 1990’erne ved lidt af en tilfældighed. En af de medicinstuderende forskere var i gang med at studere blodceller i hjernen hos en afdød rotte og havde glemt at lægge den i køleskabet natten over. Ved stuetemperatur fik kædereaktionen i karvæggen lov at fortsætte i stedet for at blive stoppet i køleskabskulden. På det tidspunkt fandt vi ud af, at blodkarrene hen over natten havde ændret fænotype og funktion. For mig var det en åbenbaring, siger Lars Edvinsson.  

Han forklarer, at forskere indtil da havde set endothelin B som en ´blodkar-udvidende´ receptor for endotelcellerne, der beklæder blodkarrenes inderside. Efter den nat blev det for første gang helt tydeligt for Lars Edvinsson, at endothelin B-receptoren i stedet sad på en opreguleret glat muskelcelle i hjernens karsystem, som fik blodkarrene til at trække sig sammen. 

I de efterfølgende år studerede han mekanismen hos patienter med blodpropper og hjerneblødninger sammen med Niels Svendgaard, som tidligere var tilknyttet som professor ved Karolinska Institutet i Stockholm, og nu afbrød sin pension for deltage. Alle rotteforsøg viste det samme, uanset hvilken form for blødninger i hjernen de undersøgte. 

I 2012 havde Lars Edvinsson set nok. Han måtte finde ud af, om det samme skete hos mennesker.

- Jeg gik ind til en patolog her på hospitalet og plukkede celler fra blodkar ud fra en patient, der var død efter en hjerneblødning. Resultatet var det igen det samme: Endothelin B-receptoren var opreguleret. 

Kræftlægemiddel virker

Han gik derfor i gang med at gennemtrawle alle tænkelige kandidater af lægemidler og forsøgspræparater, der eksisterede på markedet. For hvilket middel kunne stoppe endothelin B? Søgningen tog flere år, og gennembruddet kom med en såkaldt MEK 1/2-hæmmer, der er godkendt til forskellige former for kræftbehandling. 

Sammen med en gruppe investorer har Lars Edvinsson oprettet virksomheden Edvince, der har taget patent på det særlige behandlingsprincip, at man giver MEK 1/2-hæmmere direkte ind i hjernen via et dræn, som neurokirurgerne alligevel lægger ind i hjernen for at hindre væskeophobning. 

- Tænk hvis vi kan opnå, at mange flere patienter kan overleve og gå fra hospitalet med førligheden i behold. Hvis man som læge har set det helvede, patienter med hjerneblødninger går igennem, så ville det være meget stort, siger Lars Edvinsson.  

Behandlingsprincippet har allerede fået en såkaldt orphan drug-status i både EU og USA. Så virker det, kan de se frem til en hurtigere vej gennem godkendelsessystemet. 

Senest har Lars Edvinsson og Edvince fået tilsagn fra EU om en bevilling på 2,5 millioner Euro fra European Innovation Council, som i denne runde fik ansøgninger om støtte fra ca. 4.000 virksomheder. Pengene skal bruges til at gennemføre de kliniske forsøg. 

Projektet tæt på at dø i Sverige

Seks år. I så lang tid har Lars Edvinsson været klar til at begynde de kliniske forsøg og teste behandlingsprincippet i mennesker. I første omgang gik han til Medicon Village i Lund for at gennemføre forsøget i sit hjemland Sverige, hvor han havde fundet investorer til et fase 1 og 2-forsøg. Men samtykke-reglerne i Sverige spændte ben. 

Skal behandlingen med MEK 1/2–hæmmeren virke, skal det gives maksimalt otte timer efter, at en patient har fået en hjerneblødning. De fleste er bevidstløse, når de bliver kørt med blå blink ind på hospitalet – og hverken de eller deres pårørende kan nå at samtykke til behandling eller deltagelse i et forsøg. I Sverige kræver myndighederne fuldt samtykke. 

I Danmark kan man gennemføre akutforsøg med et stedfortrædende samtykke, hvor en læge kan sige ja på patientens vegne i den akutte fase. De pårørende og siden patienten kan så spørges senere i forløbet. I denne type forsøg er denne fremgangsmøde en nødvendighed. 

Sjældent i neurokirurgien

I neurokirurgien er det ekstremt sjældent, at man får mulighed for at være de første til at teste en behandling. For de medicinske gennembrud på dette område står ikke i kø. Det forklarer en anden af forskerne i projektet, professor i neurokirurgi Tiit Mathiesen. På Karolinska Instituttet forskede han for knap 20 år siden også i dette område sammen med Niels Svendgaard – og får nu mulighed for at prøve forskningen af i klinikken.

Første patient i projektet begynder med at få en tredjedel dosis for at sikre sig, at han eller hun ikke får bivirkninger - og langsomt trapper man op til fuld dosis, før man begynder at teste det på flere patienter ad gangen. Tiit Mathiesen mener ikke, at der er grund til at være nervøse for store bivirkninger.

- Vi kender lægemidlet, og alle rapporterede bivirkninger er opstået som følge af længerevarende behandling. I dette forsøg giver man det i meget lavere doser og kun tre gange. Så vi er fortrøstningsfulde på patienternes vegne. 

Han forklarer, at lægemidlet kan tænkes at være en gevinst for patienterne på flere måder. Dels ved at beskytte mod den biokemiske kædereaktion, som opstår i blodkar, der trækker sig sammen omkring en blødning. Dels ved den bredere antiinflammatoriske effekt, lægemidlet har. 

- Selv hvis lægemidlet ikke viser sig at redde flere liv, kan man måske forestille sig, at de overlevende patienter får færre handicap, siger Tiit Mathiesen.