Sætter synkning i sync

​Daniela Jakobsen hjælper sine patienter med at undersøge deres synkefunktion med sit videolaryngoskop og blå frugtfarve.



Daniela Jakobsen demonstrerer, hvordan hun med sit videolaryngoskop kan se ned i svælget på sine patienter og dermed udrede deres synke-og spisefunktion. 

At have svært ved at synke og spise kan være en følge af hjerneskade, men ergoterapeut Daniela Jakobsen og hendes videolaryngoskop kan hjælpe. Med det kan hun nærstudere madens vej gennem svælget og dermed også synkefunktionen hos patienterne på Rigshospitalets Afdeling for Hjerne- og Rygmarvskade på Hvidovre Hospital.

- Dybest set er det et kamera, der kan føres ned i svælget. Jeg kan se eventuelle hævelser, vurdere strukturer dernede og konkret se, hvad der er af udfordringer for patienten. Dermed kan vi lægge en nøje behandlingsplan, fortæller Daniela Jakobsen.

Et fiberskop, der fungerer som et kamera, ledes ind gennem patientens næse og signalet sendes op til en skærm, hvor man kan studere madens vej.

- Patienten får forskellige typer mad og drikke, som saft, æblemos eller brød. Men først farves maden blå med frugtfarve, så jeg tydeligt kan se kontrasten til svælget, der er lyserødt, siger Daniela Jakobsen.

Spisning er vigtigt – også socialt

Undersøgelsen giver Daniela Jakobsen langt bedre muligheder for at hjælpe patienterne.

- Man kan faktisk gøre rigtigt meget med den rigtige behandling og med øvelser, der kan træne patientens tunge, transporten ned gennem halsen og evnen til at synke, fortæller Daniela Jakobsen, der er glad for sit videolaryngoskop.

- Ja, det er vi alle, på tværs af fagligheder. Sygeplejersker, læger, logopæder og terapeuter – hele teamet får en bedre forståelse for patientens problemer, siger Daniela Jakobsen.

Mest af alt er hun glad på patienternes vegne.

- Den gør virkelig en forskel, fordi vi kan se om det er sikkert nok at påbegynde spise og drikke i træningen. Jo før, des bedre, men det skal også være sikkert. At kunne spise er ikke bare vigtigt for overlevelsen, men det har også en stor social betydning at kunne spise med sine nærmeste. Det kan føles som et stort savn ikke at kunne sidde med og spise, siger Daniela Jakobsen.




Redaktør