- Jeg føler, at jeg har hele Rigshospitalet i ryggen, når jeg er afsted

​Overlæge Rikke Holmgaard var i august med til at hjælpe evakuerede fra Afghanistan. Hun har en fortid i Forsvaret og kan som en del af Beredskabsstyrelsens Internationale Personelpulje sendes ud for at hjælpe i verdens brændpunkter med kort varsel.



Rikke Holmgaard fra Afdeling for Plastikkirurgi og Brandsårsbehandling på mission i Islamabad i Pakistan, som var mellemstation for mange af de, der blev evakueret fra Afghanistan til Danmark. Foto: Rasmus Tantholdt, TV2 DANMARK.

- Jeg er, udover at være overlæge på Rigshospitalet, premierløjtnant i Forsvaret og tilknyttet Beredskabsstyrelsen, så jeg kan blive sendt ud på opgaver i hele verden med 24 timers varsel.

- Jeg var færdiguddannet læge og havde arbejdet på Rigshospitalet, da jeg gik i gang med at skrive min ph.d. Men jeg tog et break på et år midt i forløbet. Jeg trængte til noget andet og mere – jeg er nok lidt eventyrlysten – og meldte mig til en et-årig uddannelse for læger i Forsvaret.

- Som led i uddannelsen var jeg to måneder i Afghanistan i 2009, hvor jeg arbejdede som traumeleder i Camp Price i Helmand og læge på en amerikansk klinik for lokale afghanere. Jeg så flere kvæstede i de to måneder, end jeg kommer til at se resten af mit liv. Civile ramt af skud, ofre for vejsidebomber, men også sygdomme, som vi aldrig ser i Danmark, eksempelvis fåresyge.

- Man får så megen faglig viden, så mange erfaringer, får kørt så mange scenarier igennem. Når jeg er afsted på sådan en mission, bliver jeg skarp på en anden måde end herhjemme. 

- Når man er ude på mission, så er opgaven simpelt defineret, men det er ikke sikkert, at den er simpel at udføre. Jeg har netop hjulpet med at undersøge og behandle afghanske flygtninge på en mellemstation i Islamabad i nabolandet Pakistan. Tjekkede deres helbred, sørgede for, at vi var lidt på forkant med, hvad der skulle ske med dem rent behandlingsmæssigt, når de kom til Danmark.

- Adrenalinniveauet ligger højere end i mit civile virke i Danmark, men man kan klare det, fordi man ved, at det er en afmålt periode. Jeg er hele tiden spændt på, hvad jeg står over for lige om lidt, og om jeg kan udføre opgaven.

- Du skal forvalte det, du har, meget nøje. Du har ikke de samme midler til rådighed som derhjemme, så du er tvunget til at tænke ud af boksen. Det gælder om at få opgaven udført og ikke så meget om at snakke om, hvordan den skal udføres. Man skal træffe nogle beslutninger og nogle gange gøre tingene på en måde, der ikke egner sig til tryk i Rigshospitalets medarbejderblad.

- At tage afsted kræver opbakning både fra hjemmefronten og fra ledelsen i afdelingen. Men jeg har kun mødt støtte, også fra kolleger. Jeg føler, at jeg har hele Rigshospitalet i ryggen, når jeg er afsted. Jeg ringede til både Afdeling for Infektionssygdomme og TraumeCentret og sparrede undervejs. Det er jo det, der er med dette hospital: Der er altid én, der ved noget og er klar til at hjælpe.

- Når jeg kommer hjem er det som om, at jeg kan træde et skridt tilbage. Kigger lidt mere overordnet på de små problemer, som ellers påvirker mig i hverdagen. Bliver mindet om, at der er noget, der er større og vigtigere. Den daglige støj barberes væk, andres og ikke mindst mit eget brok træder i baggrunden. 

- Jeg ved, at ikke alle, der ønsker det, er kommet ud af Afghanistan. Det er svært ikke at sende de, der ikke kom med, en tanke. Hvad er det for et liv, de mennesker går i møde? Piger, der ikke længere må gå i skole med mere. Især når man selv har to skønne, men også forkælede unger, der ikke helt har forstået, hvor glade de skal være for, at de overhovedet kan tage en uddannelse.

- Jeg håber at komme afsted igen uanset om det er krig, jordskælv eller tsunami. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror, at alle ville have godt af at komme lidt ud af komfortzonen ind i mellem. Det giver virkelig meget at komme ud og se, at der er større ting end det, der sker i Danmark. 




Redaktør