Dansk inhalationsbehandling mod COVID-19 godkendt til test på mennesker

En ny behandling mod Covid-19, som er udviklet af danske forskere fra bl.a. Rigshospitalet, er nu blevet godkendt til de første kliniske forsøg på mennesker.

Verden over bliver der forsket intenst i nye behandlinger mod COVID-19. Et lovende bud på en ny behandling kommer fra forskere på bl.a. Rigshospitalet. I samarbejde med det norske firma SoftOx har de udviklet en behandling, som er baseret på inhalation af partikler, og som kan inaktivere virus og dræbe bakterier og svamp.


Professor ved Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Rigshospitalet og på Institut for Immunologi og Mikrobiologi, Københavns Universitet, Thomas Bjarnsholt, fik ideen til at forsøge sig med det nye behandlingsprincip, der kan blive en gamechanger inden for behandlingen af luftvejsinfektioner over en bred kam.

-Selvom flere vaccinetilbud nu er i brug mod Covid-19, er der stadig behov for nye og anderledes behandlingsmetoder, der især er målrettet de patienter, der bliver indlagt med Covid-19.

– Det er en behandling, hvor man inhalerer en mild syreopløsning, som giver immunforsvaret en hånd med at nedkæmpe infektioner i luftvejene fra bakterier eller virus. Ambitionen er, at den også skal kunne bekæmpe andre infektioner som lungebetændelse, influenza og tuberkulose. Alle tre er sygdomme, som millioner af mennesker dør af hvert år på verdensplan, fortæller han.

Stammer fra sårbehandling
Det er den norske virksomhed SoftOx Solutions, der har patentet til behandlingsteknologien, og firmaet vil nu gå videre og teste behandlingen i mennesker. Men faktisk begyndte det i laboratoriet hos Thomas Bjarnsholt.



– Idéen til behandlingen stammer fra vores tidligere forskning, hvor vi udforskede syreopløsningers evne til at bekæmpe infektioner i sår. Det er den samme idé, som nu er forfinet og lavet til en inhalationsbehandling, der skal bekæmpe infektioner i luftvejene, forklarer Thomas Bjarnsholt.

Efter de indledende forsøg til behandling af sår opstod samarbejdet med SoftOx Solutions, som havde en stabil syreopløsning. Kombinationen af Thomas Bjarnsholt og kollegaers patenter og SoftOx’ patenter er siden videreudviklet som mulige behandlinger mod sårinfektion.

Kliniske forsøg er et skridt nærmere
Med de forestående kliniske forsøg på mennesker træder inhalationsbehandlingen et skridt nærmere at blive et reelt behandlingstilbud for patienter med Covid-19.

-Det er en stor dag for os. Inhalationsbehandlingen er på vej til at blive en realitet. Og forhåbentlig vil vores næste forsøg vise, at behandlingen er sikker i mennesker, siger Thomas Bjarnsholt.

Thomas Bjarnsholt er tilknyttet SoftOx Solutions som videnskabelig konsulent, han har aktieoptioner i virksomheden, og han er en del af deres advisory board.

Læs mere hos SoftOx Solutions https://soft-ox.com/


Redaktør