Ny ledende overlæge i Afdeling for Karkirurgi

​Den 1. december tiltræder Nikolaj Eldrup som ledende overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Karkirurgi. Han kommer fra en stilling som teamleder i afdelingen


Rigshospitalets Afdeling for Karkirurgi er en af Europas førende og største karkirurgiske afdelinger. Den position skal den nye, ledende overlæge, Nikolaj Eldrup, videreføre og udbygge, når han tiltræder den 1. december. 

Nikolaj Eldrup har selv arbejdet i afdelingen de seneste to år, blandt andet som teamleder og klinisk lektor. Før han i 2019 kom tilbage til Rigshospitalet, var han i en årrække overlæge og forsker ved Aarhus Universitetshospital. 

- Jeg glæder mig til at videreføre en afdeling med tradition for storslået klinisk forskning, registerforskning og grundforskning, som alt sammen kommer patienterne til gode i form af den mest moderne behandling. Afdelingen har et meget velfungerende samarbejde mellem faggrupper og forskerne på tværs af baggrund.  Det har ført til, at nogle opgaver i dag løses af specialiserede sygeplejersker i stedet for læger. Afdelingen er langt fremme i specialisering af sygeplejersker, hvilket betyder, at afdelingen selv kan forestå både udredning og invasiv behandling. Det er en udvikling, jeg glæder mig til at deltage i og udvikle, siger Nikolaj Eldrup. 

Han fremhæver, hvordan en velfungerende afdeling er en fordel for patienterne i form af hurtigere diagnoser og bedre behandling. For eksempel har afdelingen med One Stop Clinic samlet en række undersøgelser på samme dag, så patienten kan udredes og få en behandlingsplan på få timer og spares for unødig ventetid og flere besøg. 

Træning med simulator og fokus på innovation

Nikolaj Eldrup har selv primært arbejdet med åben kirurgi, men fremhæver afdelingen for at være langt fremme med både endovaskulær og åben kirurgi – og hybridbehandling hvor begge metoder benyttes på en gang. 
- Vi skal blive ved med at udvikle hinanden, blandt andet med vores gode uddannelser både på hoved- og speciallægeuddannelsen. Vi har gode resultater med at personalet træner på vores simulatorer, og vi skal i det hele taget på alle områder udvikle metoder, hjælpemidler og software, der kan gøre vores arbejdsgange mere sikre og effektive. Innovation er vejen frem, siger Nikolaj Eldrup. 

Som teamleder på sengeafdelingen og karkirurg med speciale i åben kirurgi ligger samarbejdet internt i afdelingen Nikolaj Eldrup på sinde. Men han fremhæver også samarbejdet med andre afdelinger: 

- Rigshospitalet ligger i top inden for så mange områder, og det giver fantastiske muligheder for at hjælpe patienterne. Når vi samarbejder med abdominal-, ortopæd-, thorax-, eller plastikkirurger, kan vi gøre meget til patienternes fordel. Det bidrager til målet om at være en afdeling, hvor patienter med selv de vanskeligste karkirurgiske lidelser kan få en diagnose og et behandlingstilbud.

Nikolaj Eldrup er overlæge, ph.d. og klinisk lektor. Han bor både i København og Aarhus, er gift og har to børn på 18 og 20 år. 

Han har tillidshverv og poster i flere råd og udvalg, blandt andet Landsregisteret Karbase, Medicin.dk, The International Consortium of Vascular Registries og Lægehåndbogen. 

For yderligere information

Kontakt Nikolaj Eldrup via pressekonsulent Louise A. Poulsen, 2977 8813, louise.andresen.poulsen@regionh.dk





Redaktør