​​​​​​

Jeg kunne ikke have haft dette job som 23-årig

​Louise Grau Præstiin er sygeplejerske i TraumeCentret. Det betyder mellem nul og 20 patienter på en enkelt vagt, reddede liv, men også pludselig død.

 


- Som sygeplejerske i TraumeCentret arbejder jeg med patienter med akut opstået sygdom eller skader. Det er lige fra en perle i øret på et barn til patienter med livstruende skader efter færdselsuheld, knivstikkeri, ofre for brand og andre ulykker. 

- Jeg har været her i otte år. Før det var jeg otte år på en ortopædkirurgisk afdeling, hvor jeg startede som nyuddannet 23-årig. Jeg kunne ikke have arbejdet på TraumeCentret, da jeg lige var færdig. Jeg har en ro nu via både faglig sikkerhed og livserfaringer. Det giver en tryghed, når jeg går ind i relationen til et menneske, hvor tingene er svære. Det gælder både patienter og pårørende.

- Det kan være et både sørgeligt og uhyggeligt sted. Men det hjælper at vide, at jeg er en del af et team, som kan løfte de her opgaver. Jeg går til tingene med ydmyghed, men jeg er også stolt af den fælles indsats. Noget vil jeg huske altid. Men vi er gode til at bruge hinanden til at tale tingene igennem.

- Det er ikke bare en fordel, men et krav, at du er omstillingsparat. Det ene sekund kan du møde en lille glad familie, hvor et barn som nævnt har fået en perle i øret, og det næste står du på traumestuen med en patient, der er lige ved at dø. Og indimellem skal du gå frem og tilbage mellem de to undervejs og være fuldt til stede begge steder.

- Pårørende bruger vi også megen tid på og drager omsorg for. Det er mennesker, for hvem livet har taget en alvorlig og pludselig drejning. Derfor er der afsat en sygeplejerske, der kun tager sig af dem. Nogle har brug for at blive skærmet, andre at være med så langt de kan, og der kan sygeplejersken være der for dem og følge dem på vej.

- Hvis det er mig, der har den vagt, så er jeg med, når de skal have en af de alvorlige beskeder, og det kan jo være den værste melding. Det gælder om at være i rummet med dem. At være en støtte, fordi jeg tør være det. Jeg kan både klare stilhed, råb, gråd og frustration.
 
- Jeg kan nogle gange tænke over, hvordan det kan være så meningsfyldt at arbejde med noget, der kan være så ødelæggende for andre mennesker. Men jeg føler netop, at jeg kan være en hjælp. Være en hånd i ryggen på de mennesker. 

- Der kan være meget stor forskel på tempoet. Nogle dage er der ikke en patient, andre gange 20. I de stille perioder bruger vi tid på uddannelse og udvikling og måske at snakke de svære sager igennem. Og så er der de dage, hvor jeg ikke præcist kan huske, hvad jeg har lavet.  

- Det bedste er tilfredse patienter og det kollegiale samarbejde. Vi er et kollektiv og gode til at bruge hinandens kompetencer. For en udenforstående kan traumestuen ligne et organiseret kaos, men alle ved, hvad de skal. Vi knokler sammen, men vi griner også sammen, når der er noget at grine af. Det sidste er vigtigt og nødvendigt, når vi ser mange ting, som kan være tunge.

- Det værste er, når det er børn, det går ud over. Det er så meningsløst, når de kommer alvorligt til skade. Når meldingen er noget med børn, banker hjertet lige lidt hurtigere.

- Vi sender ofte patienterne videre til de andre afdelinger til en for os ukendt skæbne. Så kan jeg godt savne den der afklaring eller afrunding. Nogle gange kan jeg godt tænke over, hvad der mon er sket med dem efterfølgende.

- Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg skulle lave noget andet. Jeg tror ganske enkelt, at jeg er den bedst mulige sygeplejerske, jeg kan være, i dette speciale. Her kommer jeg både i spil som sygeplejerske og som menneske. Bruger alle farverne på paletten. Jeg er autentisk her.




Redaktør