Gå til hovedindhold

​​​​

Hvad laver en datakonsulent?

​Camilla Marie Bach er datakonsulent i Dataenheden og vild med tal. Hun er del af et team på fem medarbejdere i Forbedringsafdelingen.​



- Jeg bruger matematik til at løse problemer. I vores enhed arbejder vi med projekter for hele hospitalet, hvor vi arbejder med store datamængder ved hjælp af forskellige modeller. Det kan for eksempel handle om at optimere et patientflow, så der er det helt rette antal sygeplejersker parat til at tage imod på det rette tidspunkt. Vi hjælper med at formulere klinikernes udfordringer, så de bliver til et bestemt tal, vi kan estimere ved at bearbejde de relevante data. 

Hvad arbejder du med for øjeblikket? 

- Mit fokus er kunstig intelligens, men jeg kan bedre li’ at kalde det maskinlæring. Lige nu er jeg med i stort projekt, der vil forudsige, hvor lang tid patienter har brug for at blive på intensivafdelingen efter en operation. Vi ser for eksempel på patienternes alder, operationstypen, om der var forsinkelse da de blev opereret og meget andet. Jeg samarbejder med klinikerne om at vælge datasæt, og så vurderer jeg, hvilke modeller computeren skal arbejde med, de har alle forskellige styrker og svagheder. Så skriver jeg et computerprogram, maskinen bruger til at bearbejde data med, så vi får resultater. Jeg har nærmest lyst til at kalde det magi. 

Hvad motiverer dig i dit job? ​

- Før jeg tog min kandidat i datavidenskab var jeg jordemoder, og jeg er meget motiveret af at gøre livet lettere for mine kolleger i klinikken. Under mit studie blev den ene lyspære efter den anden tændt i mit hoved, når jeg lærte om matematiske metoder, der kan bruges til at løse problemer jeg kender fra den kliniske hverdag. For mig er det et helt nyt sprog, jeg har lært at se verden igennem, og det er enormt tilfredsstillende, når jeg kan tage et problem, der er lidt fluffy, og omsætte det til matematik, så det bliver konkret.  





Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden