Ikke alle voksne, der bliver udsat for seksuelle overgreb, søger hjælp med det samme. Nogle venter 2-3 år med at søge hjælp og enkelte venter helt op til 46 år. Det viser ny rapport fra Center For Seksuelle Overgreb, der med udgangspunkt i et nyt behandlingsprojekt blandt andet har undersøgt, hvorfor nogle personer, der har været udsat for et seksuelt overgreb, ikke søger hjælpe med det samme.

’Jeg kan selv klare det, og der er alligevel ikke nogen der kan hjælpe’ 

I undersøgelsen, der er lavet af Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet i forbindelse med et behandlingsprojekt, angiver ofrene, at årsagen til ikke at have søgt hjælp tidligere er oplevelsen af, at overgrebet er ens egen skyld, og derfor noget man føler skam over, og noget man tænker, der ikke er nogen, der kan hjælpe en med. Dvs. en oplevelse af at være alene med noget uoverskueligt og skamfuldt, som man bare ønsker at glemme. Det overskuelige handler både om oplevelsens karakter og også om, at man ofte er meget ung, når overgrebet sker. Samtidig har man ikke umiddelbart noget sprog til at beskrive ens oplevelse med.  De fleste var i alderen 18-22 år, da overgrebet fandt sted, viser rapporten.

Nogle venter længere tid end andre med at henvende sig til Center for Seksuelle Overgreb. De fleste i projektet henvendte sig, inden der var gået fem år (75%). En enkelt ventede 46 år. For omkring 30 % gik der mellem tre og ti år.

Kender gerningsmanden godt

Sammenlignet med akutte patienter havde deltagerne i projektet generelt et tættere forhold til deres gerningsperson:  85% kendte deres gerningsperson på den ene eller anden måde. 43 % angiver, at gerningspersonen er en ven eller en bekendt, mens dette kun gælder for 31 % af de akutte henvendelser til Center for Seksuelle Overgreb. Mange af senhenvenderne i projektet betegnede krænkeren som en bekendt eller perifer ven, og ca. 15% blev voldtaget af en partner eller ekspartner, hvilket er flere, end man ser hos akutte patienter, forklarer psykolog Line Eiby Andersen fra Center for Seksuelle Overgreb.  

Forskning tyder ifølge rapporten på, at jo tættere relationen er, jo større skyldfølelse og oplevelse af skam har offeret. Den tætte relation til krænkeren kan måske i nogle tilfælde ifølge rapporten være med til at forklare den sene eller manglende henvendelse, forklarer Line Eiby Andersen:

- Når en person tæt på en begår et overgreb, rammes man hårdt på både selvopfattelsen og den tillid, man har til andre. Man bliver mere forvirret og i tvivl om, hvorvidt det var et overgreb, fordi hvordan skulle en, som man kender og har tillid til, kunne finde på at voldtage en?

- Nogle ofre kan være så bange for, at andre ikke vil tro på dem, og de skammer sig over, at det er sket, og at de ikke kunne afværge det, og derfor prøver de på at beskytte sig selv ved ikke at fortælle om overgrebet.

- Vores undersøgelse tyder desuden på, at ofre for partnervoldtægter ikke nødvendigvis henvender sig senere end andre senhenvendere, men det ser til gengæld ud som om, de har det væsentligt dårligere end andre ofre, hvor relationen er mere perifer, forklarer Line Eiby Andersen.

Og prisen for ikke at søge hjælp med det samme kan være høj. Forskning på området viser, at det at forsøge at undgå at søge hjælp efter en voldtægt kan forværre både traumesymptomer og risikoen for at udvikle posttraumatisk stress.

- I den psykologiske bearbejdning af et overgreb har både tid siden overgreb og relation til krænker stor betydning. Reaktioner og symptomer kompliceres og forværres ofte, når der går længere tid, og en nær relation til krænker kan ramme tilliden til andre og én selv på et fundamentalt plan, hvilket kræver muligheden for længerevarende behandling. Vi ser ofte, at belastningssymptomer bliver mere fastlåste over tid end hos mennesker, som søger hjælp lige efter en voldtægt, forklarer Line Eiby Andersen.

Hvad fik dem til at tage kontakt efter så mange år?

Deltagere i projektet beskrev to overordnede årsager til, at de valgte endelig at søge hjælp:

1) En ny voldsom oplevelse eller trigger, som reaktiverede gamle reaktioner såsom flashbacks eller mareridt, eller 2) oplevelsen af, at reaktionerne hobede sig op og blev værre over tid. 

De primære motivationsfaktorer for at opsøge hjælp efter en årrække, er ifølge rapporten, enten at en ven, en bekendt eller en professionel opfordrede ofrene til at søge hjælp, eller at ofret var så påvirket på funktionsevnen, at der skulle noget andet til for at lette situationen, end det man hidtil havde forsøgt.  

Det erkendelsesmæssige spillede ifølge rapporten også ind. Flere af projektdeltagerne nævnte, at det først langt senere gik op for dem, at dét, de havde oplevet, var et overgreb. 

Opfordring til professionelle om at være opmærksom på symptomer

Line Eiby Andersen har på baggrund af rapporten en klar opfordring til båder venner, familie og fagprofessionelle, når de møder en person, der har været udsat for et seksuelt overgreb: 

- Pårørende, venner og familie kan ofte være med til at motivere mennesker til at søge hjælp, og i projektet så vi også, at særligt samtaler med andre fagprofessionelle havde hjulpet folk til at kontakte centret. Dette understreger, hvor vigtigt det er, at man som professionel har en opmærksomhed på, hvilke årsager der kan være til, at et menneske har det dårligt.

- Voksne udsat for overgreb i voksenlivet er en glemt gruppe, men kan lide af senfølger i mange år, og det at møde en professionel, som tør stille spørgsmål om overgreb og tale med én om det, kan være et helt essentielt første skridt til at få den rigtige hjælp.

Resultatet af undersøgelsen og behandlingsprojektet er samlet i rapporten ”Behandling af senfølger hos voksne udsat for seksuelle overgreb efter det 18. år”. Den kan findes på Center for Seksuelle Overgrebs hjemmeside: www.centerforseksuelleovergreb.dk. Behandlingsprojektet er støttet af Det Obelske Familiefond og Offerfonden.