En verdensnyhed ruller ind på Rigshospitalet

​Rigshospitalet tager den første mobile CT-skanner af sin slags i brug til patienter med svære hjerneskader. Det sikrer hurtigere og mere skånsomme undersøgelser og behandling.


En verdensnyhed kører rundt på gangene på Rigshospitalet. En lille én af slagsen, men størrelsen er netop afgørende.

En CT-skanner forbinder man normalt med et stort skrummel af en maskine, som patienten skal køres ind i, mens den store tromle kører rundt og skanner de indre organer. Men nu kan en ny slags transportabel CT-skanner køres til patienterne på Afdeling for Intensiv Behandling af Hjerne og Nervesygdomme, så lægerne hurtigere og med større sikkerhed for patienten kan diagnosticere korrekt og påbegynde behandlingen med det samme. Med den nye skanner, som er udviklet specielt til at undersøge skader i hjernen, kan de meget sårbare patienter sikres hurtig og nænsom billeddiagnosticering og behandling.

Kan redde patienternes liv og førlighed

Skanneren skal bruges til intensivpatienter med bl.a. svære hjerneskader eller følger efter hjerneblødninger.

Ledende overlæge for Afdeling for Røntgen og Skanning, Martin Lundsgaard Hansen fortæller:

- I dag er det sådan, at vi for denne type patienter ved akut behov for CT-skanning er nødsaget til at flytte patienter, som er meget dårlige, og dårligt tåler de mindste bump eller rystelser under transport, fordi trykket i hjernen skal holdes stabilt. Det kræver som regel et helt hold af bl.a. sygeplejersker og anæstesilæger at følge patienterne ved flytningen, så vi kan også spare på ressourcerne ved at skanne dem på stuen.

Normalt er det en længere proces for et anæstesiteam at få transporteret en patient med slanger og respirator fra intensivsengestuen til skanneren i røntgenafdelingen og tilbage igen. Med den nye CT-skanner spares både tid for patienten og faglige ressourcer.

- Vi har ofte behov for at skanne vores patienter mange gange i løbet af en indlæggelse for at finde en forklaring på, hvorfor de har fået det dårligere, så vi kan give den rigtige behandling. Nu kan vi skanne dem, lige når behovet opstår, mens de ligger på stuen. Det eneste vi skal er at tage hovedgærdet på sengen ned og skånsomt køre patienten ind til skanneren, siger Sigurður Þór Sigurðsson afsnitsansvarlig overlæge for Intensivbehandling af Hjerne- og Nervesygdomme, afsnit 6021.

Der er i gennemsnittet seks til syv patienter om dagen fra intensivafdelingen på Rigshospitalet, der skal CT-skannes. Selvom det ikke lyder af meget, er det afgørende for netop dem, at Rigshospitalet nu kan tilbyde dem en yderligere sikkerhed i deres behandlingsforløb.

- Det er spændende at tage nyt udstyr i brug, og som det ses er der involvering af mange faggrupper, herunder læger, radiografer sygeplejersker og portører. Der er en rigtig god teamånd på Rigshospitalet, der fortsat samarbejder for det gode patientforløb, siger Martin Lundsgaard Hansen.

En donut på hjul

Den lille CT-skanner ligner en donut på hjul. Den vejer ca. et ton, men kan manøvreres overraskende let, hvis man spørger dem, der i fremtiden skal betjene den.

Det er et team af radiografer fra Afdeling for Røntgen og Skanning, som har ansvaret for den nye skanner, og Overradiograf og teamleder Torben Kragelund fortæller om processen for, at skanneren kan tages i brug.

- Vi går med det samme i gang med at uddanne vores superbrugere, som så videregiver deres kompetencer til kollegerne. På den måde kan vi indenfor ca. to uger få apparatet i brug på den sikreste og mest effektive måde af folk, som har sat sig rigtig godt ind i tingene, siger Torben Kragelund.

Radiograf Stefanie Thomsen skal være den første superbruger af den mobile CT-skanner, og hun glæder sig til at lære den at kende:

- Jeg har fået skanneren som mit ansvarsområde, og det er virkelig spændende, synes jeg. Den er jo overraskende nem at køre med, men på en intensivstue er der ikke meget plads, så der skal manøvreres meget præcist. Samtidig skal vi lære at betjene alle de nye funktioner korrekt, så det kræver lige lidt øvelse her i starten, fortæller Stefanie Thomsen.


Redaktør