Forskere fra hele landet skal nu finde frem til guldstandarden for behandling med binyrebarkhormon, som har været flittigt anvendt i sundhedsvæsenet i trefjerdedel århundrede. En af forskerne er Ulla Feldt-Rasmussen, professor ved Københavns Universitet og overlæge i Afdelingen for Hormon- og Stofskiftesygdomme på Rigshospitalet. Hun har sammen med forskerkolleger fra Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og University of Leeds modtaget 25 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden til at skabe ny viden på området.

Undertrykker kroppens egen produktion

Hvert år er omkring tre procent af den danske befolkning i behandling med binyrebarkhormon, også kaldet steroider eller glukokortikoider, som for eksempel lægemidlet prednisolon.

- Det er et helt universelt lægemiddel, som bruges inden for alle specialer, bl.a. af sportslæger, lungemedicinere, reumatologer, hudlæger og til behandling af blod- og kræftsygdomme. Helt aktuelt anvender man også et andet glukokortikoid, dexamethason, til at afhjælpe de inflammatoriske bivirkninger til COVID-19 infektion, specielt i lungerne. Og det er godt, fordi det virker, siger Ulla Feldt-Rasmussen.

Til trods for næsten 75 års udbredt brug af denne type lægemidler, eksisterer der hverken dedikerede studier af bivirkningerne eller evidensbaserede retningslinjer for behandlingen af dem. Det skal forskerne nu arbejde på at nå frem til. For med de mange positive effekter følger også en række alvorlige bivirkninger, både til behandlingen i sig selv, og når den ophører.

- Den helt store ulempe er, at det undertrykker kroppens egen produktion af binyrebarkhormon. Når man giver prednisolon eller andre glukokortikoider i store doser, registrerer hjernen, at der allerede er nok binyrebarkhormon i blodet, og så bliver patientens egne binyrer ude af stand til at producere tilstrækkeligt store mængder til den livsvigtige funktion, fortæller Ulla Feldt-Rasmussen.

Undersøgelse af mennesker med muskelgigt

- I dag behandler vi patienter, hvis binyrer svigter, med hydrokortison, som er tabletformen af det naturlige hormon kortisol. Men vi ved endnu ikke, hvordan vi gør det optimalt: Skal patienterne i permanent behandling med hydrokortison med det samme, eller skal man vente lidt og se, om kroppens egen produktion starter igen? Det er der ingen, der har taget initiativ til at undersøge før, siger Ulla Feldt-Rasmussen.

I jagten på svarene indgår blandt andet et randomiseret forsøg med deltagelse af en gruppe mennesker med sygdommen muskelgigt, som er rekrutteret fra flere reumatologiske afdelinger, og som har været i længerevarende behandling med prednisolon. Den ene halvdel behandles med hydrokortison på forskellige stadier, mens den anden halvdel får et placebomiddel. Via en app, som udvikles i forskningsprojektet, skal forsøgsdeltagerne dagligt rapportere deres symptomer. På den måde kan forskerne monitorere deltagerne i deres eget miljø og gribe ind, hvis der opstår symptomer. Den indsamlede data skal på sigt bruges til at skræddersy behandlingen til hver enkelt patient.

Livsfarligt at mangle binyrebarkhormon

Ifølge Ulla Feldt-Rasmussen sker det for ca. en tredjedel af patienterne, at binyrerne svigter, og de går således i kronisk underskud af hormonet, som er essentielt for kroppens evne til at håndtere stress og sygdom.

- Det kan være livsfarligt at mangle binyrebarkhormon, og det gælder for alle aldersklasser. Også børn og unge med for eksempel astma, som man typisk behandler med inhalationspræparater, der indeholder glukokortikoid, og med prednisolon ved akutte astmaanfald. Det vil sige, at personer, som i bund og grund er raske, risikerer at blive syge af de her behandlinger, siger hun.

Netop fordi brugen af prednisolon er så udbredt, er Ulla Feldt-Rasmussen særligt begejstret for bevillingen til projektet:

- Det her kan komme til at betyde temmelig meget for rigtig mange patienter, både nationalt og internationalt, siger hun.