Mere end 1 milliard mennesker verden over lider af migræne, som har en betydelig negativ påvirkning på ikke bare dem, der lider af sygdommen, men hele samfundet.
I tre oversigtsartikler, som det videnskabelige tidsskrift The Lancet netop har offentliggjort, giver professor Messoud Ashina fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet en status på migræne og mulighederne for behandling anno 2021.
- Migræne er en folkesygdom, der rammer rigtig mange mennesker og har store konsekvenser både for den enkelte og for samfundet. Så det er enormt vigtigt, at der bliver sat fokus på området. At vi nu har fået artiklerne offentliggjort i The Lancet, som jo ikke er et neurologisk tidsskrift, men et medicinsk tidsskrift, betyder, at der er en anden og øget opmærksomhed. Så det er ret stort og ikke lige noget, der sker hver dag, fortæller en stolt Messoud Ashina.

I spidsen for internationale topforskere
- I artiklerne beskriver vi omfanget af sygdommen, de samfundsmæssige omkostninger og de behandlingsmuligheder, der er i dag, og vi giver også vores bud på løsninger og forslag til den optimale behandling, både akut og præventivt, fortæller Messoud Ashina.
Bag artikelserien står en række internationale topforskere, som Messoud Ashina har stået i spidsen for. Artikelserien er resultatet af et stort arbejde, der er lagt i ikke alene at opdatere viden om epidemiologi, patofysiologi og biomarkører, men også anbefalinger om behandlingsprincipper i og udenfor specialiserede hovedpinecentre. Artiklerne giver blandt andet et overblik over forskningen i og fremtiden inden for genetiske biomarkører, hvilket kan bidrage til at udvikle medicin, som kan komme fremtidige migrænepatienter til gode.
Find og læs artiklerne her:
Migraine: epidemiology and systems of care
Migraine: disease characterisation, biomarkers, and precision medicine
Migraine: integrated approaches to clinical management and emerging treatments
Om Messoud Ashina
Messoud Ashina er professor ved Dansk Hovedpinecenter, hvor han i en lang årrække har forsket indenfor hovedpinesygdomme. Han er leder af en forskergruppe, der belyser sygdomsmekanismerne bag migræne, og præsident for det Internationale Hovedpineselskab.