Nyt studie afkræfter frygten for at bruge lægemiddel til kraftig menstruationsblødning

​En årelang bekymring for at bruge lægemidlet tranexamsyre til behandling af kraftig menstruationsblødning hos ellers raske kvinder ser ud til at være manet til jorden. Risikoen er meget lille.

Ny forskning fra Rigshospitalets Afdeling for Kvindesygdomme slår fast, at venøse blodpropper maksimalt er en meget sjælden bivirkning ved kortvarig brug af oral tranexamsyre i behandlingen af kraftig menstruationsblødning hos ellers raske kvinder.

Risikoen for blodpropper har hidtil været ukendt

Tranexamsyre tabletter anvendes primært i den akutte håndtering af kraftig menstruations-blødning. I lyset af dets virkningsmekanisme, kunne lægemidlet i teorien øge risikoen for blodpropper. Størrelsen af risikoen for blodpropper ved brug af tranexamsyre tabletter har ikke hidtil været kendt.

Risikoen for blodpropper viser sig at være er 1:80.000

Et ny dansk register-studie baseret på data fra to millioner danske kvinder, viser, at 64.000 kvinder ud af de to millioner kvinder samlet indlæste 150.000 recepter på tranexamsyre tabletter. Studiet viser, at kortvarig brug af tranexamsyre blandt ellers raske kvinder øger risikoen for blodpropper i ben og lunger, men ikke i hjerte og hjerne. Heldigvis dokumenterer studiet også, at blodpropper i ben og lunger meget sjældent forekommer i forbindelse med kortvarigt brug af tranexamsyre, men dog hyppigere end blandt kvinder i samme alder, som ikke anvender tranexamsyre.

I alt skal omkring 80.000 kvinder behandles kortvarigt med tranexamsyre, før man observerer en ekstra blodprop i forhold til kvinder, som ikke behandles.

Studiet afklarer således en årelang bekymring blandt klinikere vedrørende en mulig risiko for blodpropper ved brug af tranexamsyre til behandling af kraftig menstruationsblødning hos raske kvinder.

Risikoen for blodpropper ved længerevarende brug af tranexamsyre eller ved brug blandt kvinder med risikofaktorer for blodpropper kendes endnu ikke.

Studiet indgår i en PhD afhandling, som læge Amani Meaidi netop har forsvaret, og er publiceret i Lancet EClinicalMedicine 2021

Yderligere information
For yderligere information kontakt Amani Meaidi, Tlf: 6142 8002. E-mail: Amani-Meaidi@live.dk


Publikationen i Lancet EClinicalMedicin 2021

Meaidi A, Mørch L, Torp-Pedersen C, Lidegaard Ø. Oral tranexamic acid and thrombosis risk in women. EClinicalMedicine 2021, https://doi.org/10.1016/j.eclinm.2021.100882


Redaktør