
Sara Søyland Thorkildsen er en af Rigshospitalets 10 specialuddannede paceteknikere (sygeplejersker og bioanalytikere), der kontrollerer, finindstiller og programmerer indopererede pacemakere og ICD’ere (Implantérbar Cardioverter Defibrillator) hos hjertepatienter i Pacemakerambulatoriet i Afdeling for Hjertesygdomme.
- Jeg kontrollerer patienternes pacemakere og ICD– små batteridrevne enheder, der er indopereret i hjertet og hele tiden overvåger hjertets elektriske aktivitet. Enhederne afhjælper hjertestop og rytmeforstyrrelser via elektriske impulser. Patienterne går til kontroller i ambulatoriet, men vi kan også kalde dem ind til et ekstra tjek, fordi enhederne via telemedicinske løsninger ’sladrer’ til os, hvis de ikke fungerer optimalt. Så omprogrammerer og finjusterer jeg den tekniske opsætning af enheden.
Hvad kan du bedst lide ved dit job?
- Der er stor selvstændighed og afveksling i mit arbejde. Når en patient skal have indopereret en pacemaker eller ICD, er jeg med på operationsstuen, hvor jeg blandt andet måler på de ledninger, som går fra pacemakerens eller ICD’ens batteri og ned til hjertet. Jeg er også med, når patienter med pacemaker skal MR-skannes. Her skal pacemakeren omprogrammeres til at ignorere forstyrrelser fra MR-skanneren, og ICD’ens hjertestøds-funktion skal slås fra. Min opgave er at holde øje med hjerterytmen undervejs. Og så er jeg med, når patienten har besluttet at få slukket sin ICD, så vedkommende kan få en fredfyldt sidste tid.
- To gange om året er vi et lille hold af paceteknikere, der flyver til Færøerne og Grønland. Her kommer de færøske og grønlandske patienter med pacemaker og ICD til henholdsvis Thorshavn og Nuuk, så vi kan kontrollere, at deres enheder fungerer, som de skal.
Hvornår går du glad hjem fra arbejde?
- Det gør jeg, når jeg hjælper patienterne med at indstille deres udstyr optimalt, og når jeg kan give dem en forståelse for, hvordan det fungerer. Det er vigtigt at kunne hjælpe dem med at forstå deres situation, forklare deres eventuelle symptomer samt indstille udstyret, så de ikke skal gå og være angste og utrygge. Som noget nyt tilbyder vi patienter, som er særligt ængstelige, et forløb med kognitiv adfærdsterapi. På den måde spænder mit arbejde bredt og rummer både en teknisk og en mere følelsesmæssige tilgang.