Foto: Søren Kjeldgaard
Emil Fosbøl har altid været 5-10 år forud for sin alder. Han fik sin ph.d- og kandidatgrad næsten samtidig, for 'så sparer man tid'. I en alder af 38 sidder han i ledelsen for et hospitalsafsnit og en forskningsenhed og har allerede sat solide aftryk som forsker og behandler, især når det kommer til hjerteklapsygdom.
Det imponerende cv har nu sikret overlægen fra Afdeling for Hjertesygdomme EliteForsk-prisen, som Uddannelses- og Forskningsministeriet giver til ’fremragende yngre forskere i international særklasse’.
Hvordan startede din forskerkarriere?
- Jeg fandt ud af, at kardiologi er vildt sjovt. Så jeg har egentlig bare fulgt min mavefornemmelse. Jeg elsker at nørde med data, og i Danmark har vi faktisk værktøjskassen til at nærme os svar på en masse ting i store databaser.
- Da jeg kom hjem fra USA i 2012, arbejdede jeg de næste tre år på at få en forskningsenhed op at stå sammen med min danske mentor, Lars Køber. Det var hårdt i perioder, og jeg vejledte og arbejdede på de mærkeligste tidspunkter. Men jeg kan se, at det arbejde bærer frugt nu. Jeg har kæmpet for at skabe mit eget, og det har taget fart de seneste tre-fire år, hvor vi har samlet en masse ph.d-studerende og en god forskningsgruppe.
Hvad er det, der fascinerer dig ved forskningen?
- Det er ekstremt tilfredsstillende, når forskningen kan påvirke den hverdag, jeg går i med patienterne. Både som læge og forsker arbejder jeg meget med hjerteklapsygdom, som der ikke er så meget højkvalitetsviden om. Vi ved for eksempel ikke, om det kommer patienter til gavn at blive opereret, eller det vil være bedre at give medicin, hvis man har betændelse på hjerteklapperne. Min daglige nysgerrighed omkring patienterne kan jeg nærme mig nogle svar på ved at se på data.
- Jeg kan lide hele forskningsprocessen, hvor der er forskellige faser: Vi har et problem eller en opgave, vi stiller spørgsmål, regner på tal og skal kommunikere resultaterne og måske ændre behandlingen, så vi bedre kan hjælpe patienterne.
Hvad er du mest stolt af i din karriere til nu?
- Jeg er stolt af, at det er lykkedes mig at lave mange gode samarbejder. Store forskningsprojekter kan kun lade sig gøre, hvis mange synes, det er sjovt. Jeg kan godt lide at motivere folk og er mest stolt af de personlige relationer.
- Arbejdet med endokarditis, altså betændelse i hjertet og på hjerteklapperne, er jeg også stolt af, for i disse år får vi virkelig flyttet på, hvad man ved om sygdommen. Danmark er et af de eneste steder i verden, der inden for endokarditis laver lodtrækningsforsøg, som er den højeste standard i forskning. Vi lærer nyt og kan ændre behandlingen, og det kommer til at have stor betydning for patienterne i fremtiden.
Prisen er på en million kroner til forskning og 200.000 til dig. Hvad skal pengene bruges på?
- Prisen på en million er super fede penge at få, fordi de ikke er øremærket. Normalt, når man får penge til forskning, skal de gå til præcis det, man har søgt til. Pengene her kan bruges, hvor der er behov – hvis jeg mangler et apparat eller gerne vil forlænge en ansat i to måneder.
- De 200.000 skal bruges med familien. Det trækker lidt på familiekontoen at forske og arbejde så meget, så det skal være noget, vi kan få glæde af sammen. Det kunne være fantastisk at bo i en hytte på Bali i to måneder med min hustru og vores tre børn på 14, 12 og 10 år.
Hvor meget arbejder du?
- Det kommer nok an på, hvem man spørger, haha. Jeg synes jo ikke, jeg arbejder så meget, men tæller det som arbejdstimer, når man inviterer sine ph.d.-studerende hjem på weekend eller holder et møde om aftenen? Meget af den forskning, jeg laver, opfatter jeg ikke som arbejde. Men det er også en prioritering. Når andre tager til spinning eller bygger modelfly, sætter jeg mig og regner på forskningsresultater.
- Da vi fik vores første barn for snart 15 år siden, lavede min hustru sjov med, at når jeg alligevel skulle op og skifte en ble om natten, så tjekkede jeg lige, at computeren stadig var i gang med at regne på forskningsdata. Man får det til at fungere. Men det vigtigste for mig overhovedet er at have en glad familie og holde en god balance, mens jeg opnår de her ting i mit arbejdsliv.
Hvad siger dine kollegaer om dig som person?
- Jeg er en person, man kan stole på, og som er rar at være omkring. Jeg prøver at vise forståelse for mine omgivelser, så resultaterne ikke sker på bekostning af andre. Jeg tror, at dem, der kan få folk til at løfte i flok, kommer længere.
Hvad vil du gerne finde løsningen på inden for dit felt?
- Om fem år vil jeg gerne have fundet svaret på, hvilke patienter med betændelse på hjerteklappen, der har gavn af en operation. Det er vi i gang med ved at sammenligne data for mange af de patienter, vi har behandlet. Vi er også ved at sætte et lodtrækningsforsøg op, som skal hjælpe os med at besvare spørgsmålet, for det er vigtigt for patienterne.
- På den lange bane vil jeg gerne nedsætte dødeligheden og lidelserne hos patienter med hjerteklapbetændelse. Og så håber jeg at være med til at udvikle mange unge mennesker til at blive forskere. Jeg finder stor glæde i at støtte folk, der forsker, for jeg ved, at det kan være hårdt.
Emil Fosbøl
- Født i 1982
- Læge i 2009
- Ph.d. i 2010
- Postdoc i USA i 2010-2012
- Speciallæge i kardiologi i 2019
- Overlæge i kardiologi i 2020
Det siger ministeren om Emil Fosbøl
- Emil Loldrup Fosbøl er en af verdens førende forskere inden for hjerteklapsygdomme. Han er drevet af en nysgerrighed og vilje til at hjælpe patienterne. Jeg synes virkelig, at det er både imponerende og inspirerende at han, sammen med sin forskning i hjertesygdomme, tager sig tid til at være så meget hos sine patienter. Det er netop det, der er med til, at han gør så stor en stor forskel, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Det stod der blandt andet i indstillingen
- Emil Fosbøls studier har hjulpet patienter med hjerteklapsygdom, hjertesvigt, iskæmisk hjertesygdom og atrieflimmer.
- Han har vundet flere internationale foredragskonkurrencer, fået LundbeckFondens talentpris og det seneste år skaffet 21 millioner kroner til at forske i hjerteklapsygdom.
- Emil Fosbøl leder en afdeling for hjerteklapsygdomme på Rigshospitalet og er i gang med at revolutionere forskningen i hjerteklapsygdomme.
- Over 50 artikler om hjerteklapsygdom har Emil Fosbøl publiceret de senere år. Samlet set har han publiceret over 240 artikler. Han er i den globale elite inden for forskning i og behandling af hjerteklapsygdom.
- Emil Fosbøl er vellidt leder af en enhed på over 30 forskere, som han ofte laver faglige og sociale arrangementer for og motiverer til at blomstre og lave solide forskningsprojekter.
EliteForsk-prisen
- EliteForsk er Uddannelses- og Forskningsministeriets pris, som hvert år gives til fem ’fremragende yngre forskere i international særklasse’.
- Prisen består – ud over hæderen – af en million kroner til forskningsformål og 200.000 kroner til forskeren personligt.
- Prisen skal fremhæve forskere som rollemodeller og gøre flere unge interesserede i en forskerkarriere, så Danmark kan blive et af verdens førende videnssamfund.