Hjertecentret på Rigshospitalet får ny direktør

Ny centerdirektør i Hjertecentret bliver Thomas Høi-Hansen, der kommer fra en stilling som ledende overlæge på Afdeling for Hjertesygdomme, Herlev og Gentofte Hospital.




Når Hjertecentret midt i august får ny direktør, er det både en erfaren leder og kardiolog, der sætter sig i stolen. 50-årige Thomas Høi-Hansen har i syv år været ledende overlæge for Afdeling for Hjertesygdomme på Herlev og Gentofte Hospital. 

Hospitalsdirektør Per Christiansen ser frem til samarbejdet med Thomas Høi-Hansen: 

- Vi får en centerdirektør, som har stor erfaring med det kardiologiske område, og som samtidig har stor ledelseserfaring, ikke mindst fra den vellykkede fusion af to kardiologiske afdelinger. Jeg er sikker på, at Thomas Høi-Hansen både kan bidrage til en visionær drift af Hjertecentret og være med til at komme med gode input som del af ledelseskredsen på Rigshospitalet, siger han. 

Thomas Høi-Hansen fremhæver Rigshospitalets særlige status i Danmark som et af mange spændende aspekter ved den nye stilling. 

- Som læge går jeg naturligvis meget op i, at patienterne får den bedst mulige udredning, behandling og pleje. Rigshospitalet har en særstatus i det danske sundhedsvæsen, og også i Hjertecentret er der en række behandlinger, som ikke foretages andre steder, ligesom centret har et stærkt forskningsmiljø, hvor der bedrives forskning på højt niveau. Det forpligter til, at vi gør os rigtig umage, og det er en stor udfordring, som jeg glæder mig meget til, siger Thomas Høi-Hansen.

Et af de indsatsområder, Thomas Høi-Hansen vil fokusere på, er samarbejdet med andre hospitaler – regionalt, nationalt og internationalt - om både patienter, behandling og forskning. Samtidig interesserer han sig for, hvordan teknologi og data kan være en støtte for klinikerne i deres arbejde. 

- Afdelingerne i Hjertecentret er på et højt niveau og har potentiale til endnu mere. Vi skal ikke være bange for at sætte høje mål om at være verdens bedste på nogle områder. Men i første omgang glæder jeg mig til at møde medarbejderne og lytte til deres input, siger han.

Privat er Thomas Høi-Hansen far til fire piger og gift med en professor i neuropædiatri. Familien bor i Brede.

Når han tiltræder stillingen som centerdirektør den 15. august, vil han stå i spidsen for 1.300 ansatte og et stærkt forskningsmiljø med 21 professorer.

Hjertecentret er et af Rigshospitalets syv centre. Blandt centrets opgaver er:
Medicinsk og kirurgisk behandling af alvorlige hjertesygdomme
Kirurgisk behandling af spiserør og lungesygdomme
Kirurgisk behandling af børn med medfødte hjertesygdomme
Sjældne arytmiforstyrrelser i hjertet
Hjerte- og lungetransplantationer
Intensivbehandling
Behandling af infektionssygdomme, tropesygdomme og Cystisk Fibrose 
Kirurgisk behandling ved sygdomme i pulsårer (arterier) og blodårer (vener) uden for hjertet



Redaktør